Uf, det der med flagermus og laboratorieforsøg har altså bare så dårlig karma!
Det varer da heller ikke længe før dr. Michael Morbius’ farlige forsøg med blodet fra costaricanske vampyrflagermus går helt galt. Som det jo skal, hvis det skal gå efter bogen, der er velkendt fra såvel den gotiske litteratur som superheltenes evigt ekspanderende univers. Begge steder vrimler det med videnskabsmænd, der ikke har forstået, hvad der sker, når man går guderne i bedene.




























