Lyt til artiklen
Der ulmer en ’Godfather’-ambition i Anders Refns ’De forbandede år’, men fortællingens målestok er og bliver alligevel ’Matador’. Et naturligt dilemma for en familiesaga om besættelsestiden, der som forvokset spillefilm i to dele med sit lange tidsspand og sine mange små historiske kapitel-inddelinger i bund og grund ligner en tv-serie forklædt som spillefilm.
Det lidt akavede ved en spillefilm i to dele på i alt fem timer er ikke blevet mindre af, at ’De forbandede år’ ramlede ind i årene med corona-nedlukninger. Det er en ordentlig kaffepause, man skal have indhentet denne gang, så et helt nødvendigt resumé indleder ’De forbandede år 2’.
