Der er faldet dom i en af verdens mest omdiskuterede retssager mellem skuespiller-eksparret Amber Heard og Johnny Depp. Afgørelsen bliver kaldt alt fra et tilbageslag for alle kvinder til en sejr for sandheden.

»Jeg er knust«: Amber Heard forlod retten til buhen og »løgner«-tilråb

Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

»Nævningene gav mig mit liv tilbage«.

Sådan lyder ordene fra Johnny Depp, efter at retten i Fairfax, Virginia, onsdag eftermiddag amerikansk tid afsagde dom i retssagen mellem skuespiller-eksparret Johnny Depp og Amber Heard.

Efter næsten to måneders behandling af sagen gav et enigt nævningeting Depp medhold i, at Heard har krænket hans ære. Derfor skal hun nu betale 10 millioner dollars i erstatning og 350.000 i straffeskader til Johnny Depp.

Sagen bunder i en klumme, som Amber Heard skrev i The Washington Post i 2018, hvori hun kalder sig selv et offer for hustruvold. Selv om hun ikke nævner Johnny Depps navn, sagsøgte han hende for 50 millioner dollars, hvorefter Heard sagsøgte Depp.

Johnny Depp fik medhold i alle tre punkter i sit søgsmål. Retten vurderede, at Heard ikke blot har fremsat falske og ærekrænkende udtalelser, men at hun tilmed har gjort det i en ond hensigt, skriver ABC News.

Amber Heard, der i modsætning til Johnny Depp var dukket op i retten, fik kun medhold i en af sine tre anklager. Depp skal betale 2 millioner dollars til Heard for at krænke hendes ære, eftersom en af Depps advokater har beskyldt hende for at have ødelagt deres fælles lejlighed for at få den til at se værre ud over for politiet.

På trods af de 2 millioner til Heard står det imidlertid klart, at det er Depp, der har overordnet set har vundet retssagen, som millioner af mennesker har fulgt med i. Efter dommen blev afsagt, var det da også en mindre sejrstale, som kom fra Depp i en officiel udmelding:

»Jeg er, og har været, overvældet af den kærlighed og kolossale støtte og venlighed, som er strømmet imod mig fra hele verden. Jeg håber, at min søgen efter at få sandheden frem vil hjælpe andre, mænd eller kvinder, som har befundet sig i min situation, og at de, der støtter dem, aldrig giver op«.

»Veritas numquam perit. Sandheden forsvinder aldrig«, afslutter Depp sin udmelding, som han også har delt med sine 22 millioner følgere på Instagram.

»Jeg er knust«

Det var en sortklædt Amber Heard, der forlod retsbygningen sammen med sin søster, Whitney Henriquez, efter at dommen var afsagt. Fra gaden lød tilråb som »løgner« og buhen fra nogle af de fremmødte Depp-tilhængere.

»Nævningetinget troede ikke på dig, hvad er din reaktion?«, lød det fra en journalist, mens Heard uden at reagere på spørgsmålet eller tilråbene satte sig en i en sort bil.

Kort efter hun var kørt væk fra retten i Fairfax, kom en længere udtalelse fra Amber Heard på Twitter:

»Der er ingen ord for den skuffelse, jeg føler i dag. Jeg er knust over, at bjerget af beviser stadig ikke var nok til at modstå min eksmands uforholdsmæssige magt og indflydelse«.

»Jeg er endnu mere skuffet over, hvad dommen betyder for andre kvinder. Det er et tilbageslag. Det sætter uret tilbage til et tidspunkt, hvor en kvinde, der sagde fra, kunne blive offentligt udskammet og ydmyget. Det punkterer ideen om, at vold mod kvinder skal tages alvorligt«, skriver hun.

Et af Heards hovedargumenter i sagen har været, at The First Amendment i USA’s forfatning, der sikrer borgeres ytringsfrihed, underkendes, hvis retssagen falder ud til Depps fordel. Det lægger hun også vægt på i sin udtalelse på Twitter:

»Jeg mener, at Johnnys advokater lykkedes med at få nævningene til at overse det centrale spørgsmål om ytringsfrihed og ignorere beviser, der var så afgørende, at vi vandt i UK«.

En retssag i London har i 2018 afgjort, at Depp flere gange har overfaldet Amber Heard og fået hende til at frygte for sit liv. Og det er sådanne voldshandlinger, Heard beskriver, at hun har været udsat for, i klummen i The Washington Post.

»Jeg nævnte ham aldrig, men jeg skrev om den pris, kvinder betaler for at sige fra over for mænd med magt. Jeg fortsætter med at betale den pris, men forhåbentlig kan både Johnny og jeg komme videre, når sagen afsluttes«, skriver Amber Heard på Twitter.

Sagen mellem Heard og Depp er så speciel, at retten har bestemt, at identiteten på personerne i nævningetinget vil blive hemmeligholdt i et år.

Jonas Bach-Madsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her