HBO-serien ’Succession’ har fået hele 25 Emmy-nomineringer. Men komedien ’Ted Lasso’ følger lige i hælene.

Familiedrama med skuespiller bosat i København i hovedrollen løber med størstedelen af Emmy-nomineringerne

Herboende Jeremy Strong spiller rollen som Kendall Roy i serien 'Succession' Foto: HBO/Graeme Hunter
Herboende Jeremy Strong spiller rollen som Kendall Roy i serien 'Succession' Foto: HBO/Graeme Hunter
Lyt til artiklen

’Succession’ tager prisen som serien med flest nomineringer til årets uddeling af Emmy’er, USA’s mest prestigefyldte tv-pris. Det oplyser Emmy-akademiet i en pressemeddelelse.

Hele 25 af slagsen bliver det til for tredje sæson af serien om den ualmindeligt dysfunktionelle Roy-familie, hvor alle kæmper om magten i et globalt mediekonglomerat. Mest prestige er der nok i nomineringen som ’årets bedste drama’, mens der også er nomineringer til stort set alle seriens bærende skuespillere – herunder Jeremy Strong, der er dansk gift og bosat i København.

’Succession’, der er produceret af HBO, bliver dog skarpt forfulgt af Apple TV Plus-komedien ’Ted Lasso’, der handler om en amerikansk football-træner, der bliver hyret til at køre et engelsk fodboldhold i sænk. Den får 20 nomineringer – ligesom den i øvrigt gjorde sidste år. 20 bliver det også til for ’The White Lotus’, endnu en HBO-serie. Den foregår på et luksuriøst ferieresort på Hawaii og balancerer mellem at være tidstypisk tragedie og sæbekomedie.

Og det er da også HBO (og HBO Max), der igen i år dominerer feltet med i alt 140 nomineringer til årets Emmy-show. For også streamingtjenestens serier ’Hacks’ og ’Euphoria’ ligger stærkt i feltet. Netflix får i alt 105 nomineringer, blandt andet for den voldsomme koreanske ’Squid Game’, der er den første ikke-engelsksprogede serie nogensinde, som dyster i ’bedste drama’-kategorien, hvor den er oppe imod ’Euphoria’, ’Better Call Saul’, ’Ozark’, ’Severance’, ’Stranger Things’, ’Yellow Jackets’ og altså ’Succession’.

Hvem, der løber med priserne, afsløres ved Emmy-showet 12. september. Sæson 4 af ’Succession’ får premiere et par måneder derefter.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her