Indie-horror bliver uventet hit efter historier om biografgængere, der kaster op og besvimer på grund af de voldsomme scener. Nu kommenterer instruktøren hændelserne.

Gyserfilm får biografgængere til at forlade salen, besvime og kaste op

Pr-foto Bloody Disgusting
Pr-foto Bloody Disgusting
Lyt til artiklen

En amerikansk lavbudgetsplatterfilm, der handler om en voldelig klovn, er blevet en uventet publikumssucces i USA.

Der er tale om gyseren ’Terrifier 2’ af den amerikanske filminstruktør Damien Leone, som er en blodig efterfølger til ’Terrifier’ fra 2016.

Filmen har sendt chokbølger gennem branchen, fordi den i den forgangne weekend har indtjent lidt over 1 million dollars (ca. 7,6 millioner danske kroner). Og det er et højt beløb, da filmen kun har kostet 250.000 dollars at lave. Det skriver mediet Variety.

Og hvad har så lokket publikum i biografen for at se denne psykologiske splatter? Måske er det de vilde reaktioner på filmen, som er blevet delt på de sociale medier.

Her hævder flere, at gyserfilmen har fået biografgængere til at forlade salen, besvime og kaste op.

En biografgænger skriver for eksempel på Twitter, at hans ven kastede op undervejs.

Samme bruger har også delt et fotografi af sin ven, der modtager hjælp af ambulancereddere – billedet er hurtigt gået viralt på Twitter.

Filmens skaber, Damien Leone, har over for Entertainment Weekly kommenteret de voldsomme reaktionerne på filmen.

»Hør her, jeg ville have elsket at have et par walk-outs, det er en slags ære, fordi det er en intens film. Men jeg vil ikke have, at folk besvimer og kommer til skade under filmen. Det er for syret«, udtalte han ifølge Variety til tidsskriftet.

’Terrifier 2’ har ikke på nuværende tidspunkt premieredato i Danmark, men den første film kan ses på streamingtjenesten Amazon Prime, skriver den danske hjemmeside Kino.

Ida Herskind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her