Mød 80-årige Inger, der har åbnet sit hjem for skæve og utilpassede eksistenser i ’Mrs Hansen & the Bad Companions’ eller følg fortællingen om oprindelige folks rettigheder i ’Twice Colonized’.
FAKTA
CPH:DOX
CPH:DOX blev grundlagt i 2003 og har siden udviklet sig til en af verdens mest betydningsfulde festivaler for dokumentarfilm. Afholdes hvert år i København.
CPH:DOX løber i år fra 15.-26. marts med filmvisninger og begivenheder i hele København.
Sideløbende byder CPH:DOX på filmvisninger i en række byer rundt omkring i Danmark.
Billetter til filmvisningerne købes på festivalens hjemmeside: www.cphdox.dk.
Det er to af de i alt ni titler, som under Danmarks største filmfestival, CPH:DOX konkurrerer om prisen Politiken:DOX. Prisen blev indstiftet i 2020, og hensigten er at hylde og støtte de danske dokumentarfilmskabere og miljøet omkring dem.
Med hæderen følger en pengepræmie på 50.000 kr, som er sponsoreret af Politiken-Fonden. Prisen uddeles af Politikens Film&TV-redaktion.
FAKTA
Politiken:DOX
1. ’A Piece of Work’
Deniz Eroglu
’A Piece of Work’ er en performativ reenactment af tilblivelsen af Deniz Eroglus kortfilm ’A Vacation’, hvor instruktøren og hans far selv indtager hovedrollerne i et værk, der er lige dele komedie, sociologisk feltstudie og kunstnerisk selvkritik.
2. ’Theatre of Violence’
Emil Langballe & Lukaz Konopa
Kan man adskille en voksen mand fra hans både traumatiske og morderiske fortid som børnesoldat? Det komplekse spørgsmål tager ’Theatre of Violence’ op i fortællingen om Dominic Ongwen, der som niårig blev bortført, tortureret og hjernevasket og nu er den første tidligere børnesoldat nogensinde til at stå anklaget for forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.
3. ’The Mountains’
Christian Einshøj
Efter 25 års flugt fra en altoverskyggende familietragedie har Christian Einshøj besluttet sig for at komme til bunds i alt det, der aldrig er blevet talt om og bearbejdet. I ’Bjergene’ drager han på en 1.600 kilometer lang superheltemission tilbage til sin barndoms skrøbelige land i håbet om, at han og familien omsider kan komme videre.
4. ’Silent Sun of Russia’
Sybilla Tuxen
Hvor tager man hen, når det sidste sted, man har lyst til at være, er ens hjemland? Det undesøger Sybilla Tuxens mørke og kunstnerisk kompromisløse debutfilm ’Silent Sun of Russia’, der foregår om natten i biler, lejligheder og baggårde og gennem tre unge kvinder fortæller om en både rebelsk og resigneret del af den russiske ungdom i udkanten af det etablerede samfund.
5. ’Twice Colonized’
Lin Alluna
’Twice Colonized’ følger grønlandske Aaju Peter, der som barn blev sendt til Danmark, væk fra sin familie i Grønland, for som voksen at flygte til Canada, hvor hun på ny blev vidne til koloniseringen af inuit. Nu kæmper hun gennem rejser rundt i verden en kamp for både sig selv og fremtidige generationer af oprindelige folk og deres ret til et eget sprog og en egen kultur.
6. ’Apolonia, Apolonia’
Lea Glob
Lea Glob har fulgt den dansk-franske kunstner Apolonia Sokol gennem hele 13 år. Resultatet er ’Apolonia, Apolonia’, der på samme tid er et portræt af den enestående kunstners tilværelse og af hendes spirende, unikke venskab med den ukrainske kunstner og aktivist Oksana Shachko fra den feministiske gruppe Femen. Filmen vandt hovedprisen på dokumentarfilmfestivalen Idfa.
7. ’Mrs Hansen & the Bad Companions’
Jella Bethmann
Med ’Mrs Hansen & the Bad Companions’ tegner instruktør Jella Bethmann et livligt og livsbekræftende portræt af den 80-årige Inger, som har hjemme i en lille dansk stationsby, og alle de skæve eksistenser, som hun har åbnet sit hjem for. En fortælling om misbrug og mentale sygdomme, men også om gensidig kærlighed og omsorg blandt nogle af dem, der ikke passer ind i samfundets puslespil af konforme normer og rammer.
8. ’Revir’
Peter Hammer
I ’Revir’ kommer Peter Hammer ind på livet af søskendeparret Susie og Sune, der bor sammen på en gammel gård på Vestsjælland, men ikke helt vil det samme i livet. En følsom beretning om et usædvanligt søskendebånd, der har en mørk baggrund i deres fælles opvækst, som de to voksne søskende konfronteres med, da deres mor uventet melder sin ankomst.
9. ’Dreaming Arizona’
Jon Bang Carlsen
Dokumentarlegenden Jon Bang Carlsens nyeste film ’Dreaming Arizona’ udspiller sig i en lille amerikansk by. Med en iscenesat form for dokumentarfilm lader han fem unge mennesker genopføre deres eget liv i fortid, nutid og fremtid. Undervejs smelter drøm og virkelighed sammen i vekselvirkningen mellem iscenesatte optagelser, spontane hændelser og golde landskabsbilleder.
Filmen ’A Storm Foretold’ af Christoffer Guldbrandsen har tidligere været at finde i konkurrencen Politiken:Dox, men er efter instruktørens ønske ikke nomineret til prisen.
fortsæt med at læse




























