Lider man af vandskræk, skal man nok ikke se ’Night Swim’. Eller også skal man netop se den, for det hævdes jo, at det kan have en terapeutisk effekt at gå sin irrationelle frygt i møde.
’Night Swim’ er nemlig vandskræk-udgaven af gysergenren, hvor scenen er sat i et hjemsøgt hus. Ray Waller er professionel baseballspiller, men har fået standset sin karriere af multipel sklerose. Nu forsøger familien at starte forfra i en ny by i et flot gammelt hus med en stor swimmingpool. Huset er lidt af et røverkøb, og den slags bør altid få alarmklokkerne til at ringe.




























