Lyt til artiklen
Min gode kollega Bo Green Jensen fra Weekendavisen læner sig hen imod mig i mørket. »Kim, vi er altså nødt til at gå nu, hvis vi skal nå den næste konkurrencefilm«. Bo har ret. Vi må af sted. Tegnefilmen, vi sidder og ser, har nu varet i 3½ time. Den havde jeg ikke lige set komme! Da vi rejser os, begynder pressepigerne at vimse nervøst rundt. »I skal huske papirerne! I skal huske papirerne!«.
Den første løbetur
Jeg vågner op med et spjæt og sved på panden. En drøm! Jeg burde have anet uråd. Bo og jeg sidder nemlig aldrig samme sted i salen. Han sidder nede forrest i salen til venstre, mens jeg sidder oppe bagved til højre. Sådan er dét. Her i Cannes er vi alle vanedyr. Alt skal forblive det samme, for at vi kan være modtagelige for nye indtryk og udtryk.
