Der skydes, skændes, elskes, svigtes, myrdes og lyves uophørligt foran de nærgående, håndholdte kameraer i danske Asger Leths ’Ghosts of Cité Soleil’, der handler om håbløshed, gangstervælde og kærlighed i et af verdens værste slumkvarterer i Haiti.
Filmen åbnede torsdag aften den fjerde version af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, og den ligner et helt rigtigt, spillefilmslangt begyndelses-gallabrag til landets næststørste filmfestival – kun NatFilm Festivalen er større. ’Ghost of Cité Soleil’ har stof i sig til at blive dansk dokumentarfilms næste store succes både herhjemme og i udlandet.
Ikke mange spillefilm med halvt gemene/halvt sympatiske gangstere i hovedrollerne kan hamle op med Asger Leths intense og medrivende drama fra Haiti.
Det er instruktørens debut i eget navn, men han har tidligere arbejdet sammen med sin far, Jørgen Leth, som har givet interessen for Haiti videre til sønnen.
Utroligt
’Ghosts of Cité Soleil’ vakte opsigt på filmfestivalen i Toronto tidligere i år, hvor en kritiker fra det amerikanske filmblad Variety skrev, at »det er utroligt, den overhovedet findes, og at instruktøren stadig er i live«.
Så tæt går Asger Leth og hans kameramand Milos Loncarevic på et par af slummens mest berygtede gangsterledere, den lidt forsigtige lillebror Bily og storebroderen 2Pac, der har taget navn efter den myrdede amerikanske gangsterrapper Tupac Shakur.
Asger Leth har opnået gangsternes tillid i et omfang, så han kan filme dem, mens de splitternøgne og ubevæbnede tager brusebad. I andre scener er de samme fyre tungt bevæbnede og omgivet af deres bevæbnede og lovløse minihær af unge forbrydersoldater.
Uofficielt forsynede Haitis forhenværende præsident Aristide slummens bander med våben, indtil han blev væltet i 2004. Leths film skildrer, hvordan banderne efter Aristides afgang bliver jaget af både landets nye ledere og af amerikanske soldater udstationeret i området.
Mens det sker, vokser desperationen internt i banderne. Men det samme gør også lederen 2Pacs forhåbninger om at forlade Haiti og begynde en ny tilværelse som rapper i USA.
Håbløse forhold
Rapmusik og gadeslang sætter filmens tone. 2Pac siger »motherfucker« til sine fjender i hver anden sætning. Alle venner bliver lige så nonchalant kaldt »baby«, og det gælder også filmens medproducerende hiphopstjerne Wyclef Jean, der har givet ’Ghost of Cité Soleil’ et rygende godt soundtrack.
Med undtagelse af klip fra nyhedsudsendelser beskæftiger Asger Leth sig ikke så meget med de overordnede og vist nærmest kronisk håbløse politiske forhold i landet.
En politichef og flere oppositionsledere får et ord at skulle have sagt og medvirker til at nuancere billedet af banderne. Men det er de rystende levevilkår i slummen og gangsterlederne, der mest er i fokus i filmen.
Ved at få os til at se Bily, 2Pac og andre som mennesker og ikke kun forbrydere skaber Asger Leth fornemmelse af baggrunden for deres voldelige levevis og forståelse for deres groteske machoadfærd, når de stryger gennem slummens gader i blærede biler.
Også en gennemgående kærlighedshistorie er med til at gøre ’Ghost of Cité Soleil’ til en dramaturgisk genkendelig og biografvenlig fortælling fra et sted, der uden overdrivelse kan kaldes et jordisk helvede.
Inspiration til selvmordspiloter
Filmen er en af de ti, som er i hovedkonkurrence om en CPH:DOX Award på årets festival. ’Ghost of Cité Soleil’ er en af de mest spillefilmslignende og umiddelbart engagerende af de ti kandidater.
Den tyske instruktør Romuald Karmakars film ’Hamburger Lektionen’ er det stik modsatte, men ikke desto mindre væsentlig og (pris)værdig. Karmakars film er én lang, ukommenteret , stillestående monolog baseret på virkelige begivenheder, som måske spillede en rolle i terrorangrebene 11. september 2001.
Tre af selvmordspiloterne fra 11. september var angiveligt tidligere stamgæster i Al Quds moskeen i Hamburg, hvor tilhørerne kunne stille spørgsmål til imamen Mohammed Fazazi.
Ikkemuslimsk er ondt
I begyndelsen af 2000 blev to af Fazazis lektioner optaget på videobånd. Karmakar har fået lektionerne oversat til tysk og har rekonstrueret dem med skuespilleren Manfred Zapatka i hovedrollen.
Resultatet er et fascinerende rent og spartansk studie i en imams muslimske retorik og indoktrinerende belæringer om, at stort set alt ikkemuslimsk er af det onde. ’Hamburger Lektionen’ er en ordtæt film uden tomme kalorier overhovedet.
Den er for hjernen, hvad sunde havregryn er for kroppen. Serveret uden mælk til at skylle efter med er ’Hamburger Lektionen’ en forholdsvis vanskelig fordøjelig, men nærende og stærk vinderkandidat.
Allerede torsdag aften blev de første priser delt ud på årets CPH:DOX. Lederen af Filmskolens dokumentarfilmuddannelse, Arne Bro, fik Det Danske Filminstituts såkaldte Roospris på 25.000 kroner. Derudover var der bl.a. pris til Anders Østergaards ’Gasolin’’, som blev hædret med Årets GuldDok af producentforeningen.
En vågenramts mareridt
Ved festivalens slutning 19. november uddeles også priser til den bedste eksperimenterende, den bedste musikfilm og den bedste menneskerettighedsrelaterede film. Men mest prestige er der nok i at få en CPH:DOX Award.
Hvis englænderen Alan Berliners ’Wide Awake’ vinder sådan en, går prisen til en meget personlig, underholdende og (for folk med søvnproblemer) ubehageligt rammende film om at længes på livstid efter bare en enkelt nats fredfyldt søvn.
Alan Berliner dokumenterer og kommenterer begavet og selvironisk sin søvnmangellidelse ved hjælp af hjemmevideoer fra de vågne nattetimer, familiemedlemmers reaktioner, absurde tv-reklamer og så mange ekspertudsagn, at man har på fornemmelsen, han holder halvdelen af lægestanden travlt beskæftiget.
’Wide Awake’ er en sørgelig og sjov film om at være vågenramt, men det fæstner sig ikke så stærkt som ’Ghosts of Cité Soleil’.
Handlingsmæssigt har engelske Gary Tarns ’Black Sun’ heller ikke tilnærmelsesvis det drive, som Asger Leths film har. Men billedmæssigt er ’Black Sun’ en dynamisk og fantastisk fortolkning af en blind mands genopdagelse af verden og sig selv.
At være rigtigt tilstedeværende
Filmen handler om kunstneren Hugues de Montalembert, som i 1978 blev overfaldet i sin lejlighed på Manhattan. Indbrudstyve smed syre i ansigtet på ham, og han blev blind.
Man ser ikke hans ansigt i filmen, men foran billedeksplosioner og ambient musik hører man hans stemme genfortælle, hvordan det var at beslutte sig for at færdes så naturligt som muligt i verden uden at kunne se.
Efter flere års træning befandt han sig på et tidspunkt helt alene på Bali. Med en oplevelse af at være blevet endnu mere uafhængig, end han var som seende.
Den billedkunstneriske og psykologisk reflekterende ’Black Sun’ er ingen offerhistorie. Den er det modsatte. Nemlig en fortælling om at blive rigtigt tilstedeværende.
fortsæt med at læse
