En mand flytter langsomt en brik på et skakbræt. Sygeplejersker i en gammel, afbleget farvefilm står med karikeret himlende ansigter ind over en sygeseng. Et skanningsbillede af en tumor viser vækst. Og næsten hele tiden høres englænderen Wilko Johnsons tørre, rolige stemme under alle billederne. Det er stemmen, der samler fortællingen om hans sygdom og især hans liv og kunst.

For to år siden fik guitaristen Wilko Johnson fra 70’ernes punkinspirerende britiske rock’n’roll-band Dr. Feelgood at vide, at han snart skulle dø af bugspytkirtelkræft. Han besluttede at sige nej tak til kemoterapi.

Kort tid derefter indspillede han og vennen Roger Daltrey på fem dage albummet ’Going Back Home’, og samtidig begyndte instruktøren Julien Temple at lave en film om Wilko Johnson, i den tro at filmoptagelserne skulle følge hovedpersonen til graven.

GUIDE:

Wilko Johnson overlevede imidlertid en operation i bugspytkirtlen sidste år, fyldte 68 i sommer og tager på turné i hjemlandet i næste måned. Men filmen, der har fået titlen ’The Ecstasy of Wilko Johnson’, blev et visuelt eksperimenterende og klippemæssigt musikalsk værk om en usentimental guitarist, der på grund af sin kræftsygdom har lært at leve i nuet.

Hvad det vil sige for ham, fortæller han uopstyltet om i Temples film, hvor han også snakker indsigtsfuldt og ubanalt om angsten for døden og glæden ved musikken. Mens der indimellem flyttes endnu en brik på skakbrættet eller vises endnu et klip fra en gammel koncert eller en bedaget film.

Alle de associerende billeder og lyde rundt om de centrale interviews med Wilko Johnson vil formentlig være medvirkende til, at man oplever ’The Ecstasy of Wilko Johnson’ forskelligt, alt efter hvilke erfaringer og interesser man har.

Julien Temple bruger de rustne og klichéprægede filmklip til meget mere end at illustrere den stadig velspillende guitarists tanker. Fra skakspillet til øjeblikke af gru i en grim gyser åbner Temple døren til underbevidstheden med sit billedvalg.

’The Ecstasy of Wilko Johnson’ er en film, der minder om, hvor fantastisk et band Dr. Feelgood var, og hvor god en performer Wilko Johnson er. Men det er i den grad også en veludført film om at have udsigt til døden og leve så intenst som muligt imens.

fortsæt med at læse

Musikalsk arkitekturfilm om 8Tallet fortæller de små historier