'FILM IS ...’ står der på engelsk med meget store bogstaver på omslaget af programavisen for CPH PIX. Spørgsmålet bliver hængende i luften. Hvad fanden er film? Åbner man programavisen, får man et svar: »Film er fiktion. Film er kunst. Film er musik. Film er CPH PIX«. Film er med andre ord film og alt muligt andet. En event samlet under paraplyorganisationen CPH PIX. Svært salg CPH PIX præsenterer sig på samme måde som søsterorganisationen CPH:DOX. Som en festivalbegivenhed, der rækker ud over det firkantede lærreds snævre rammer. Det er sikkert klogt. Postmoderniteten løber efterhånden noget forvirret rundt i manegen, men det postmoderne nøglebegreb begivenheden er stadig ikke til at komme uden om, hvis man vil slå kloen i andre end filmens fagidioter. Og CPH PIX har nok i virkeligheden hårdere brug for disse events. CPH PIX er simpelthen et sværere salg end CPH:DOX. Dokumentarfilmen har tidens vind i ryggen. De historier, den skal sælge, er mere sensationelle og lettere at få øje på. Børnesoldater, verdenskendte kunstnere, sandheden bag krigens ansigt, rockmusik. Spillefilm er til hverdag mere populære, men det er langt sværere at sælge fiktionsfilm, som ikke træder op med amerikanske filmstjerner og dertil hørende reklametrommer i ryggen.
LÆS OGSÅ Mindreårige i g-strenge begår brutalt røveri på CPH:PIX
Lettere bliver det ikke af, at man på PIX har en hovedkonkurrence forbeholdt debutanter. Altså per definition ukendte navne. PIX har valgt en svær vej. Men det er en farbar vej. For en internationalt set relativt lille festival som CPH PIX er der kun én ting at gøre. At definere sig selv og holde fast ved det, man tror på.
