Når mørket falder på, og det ikke længere er passende at vælte omkring i den nordindiske provinsby Udaipurs skæve gader, finder Lady Di selv hjem. Statelig entrer hun sit byhus. Og efterlader måske en hellig lort på trappen. Lady Di er nemlig en af de fire køer, som instruktøren Helle Ryslinge følger i sin filmiske stemningsrejse ’Nandini’.
I sin nu tre år gamle film ’Larger Than Life’ havde Helle Ryslinge nogle problemer med at få struktur på hele den indiske Bollywoodkultur. Hinduernes hellige køer er et mere overskueligt og mindst lige så originalt emne. ’Nandini’ er en utrolig film om køer, der går frit omkring i stille, meditativt tempo omgivet af en spraglet blanding af mennesker, trafikstøj, bygninger, hundeglam og musik. Ryslinges egen stemme supplerer billederne med oplysninger om de hellige køers betydning både mytisk og i det moderne byliv.




























