En mand og en kvinde støder tilfældigt på hinanden i supermarkedet. Engang var Diana og Damian elskende. Nu er de gift med andre. Diana er gravid, kan man se. Damian er steril, viser det sig. De snakker sammen. Rundt omkring dem er det, som om vaskepulver og dåsemad mister sin normale stoflighed. Som om man fornemmer tomrummet mellem atomkernerne. I løbet af fem minutters samtale trevles deres nutid op. Så er han væk igen. Så er hun en højgravid ludobrik, der er slået tilbage til start. Historien er typisk for Rodrigo Garcias ’Ni liv’. Ni fortællinger om kvinder i klemme. Ni punktnedslag i en situation, der rummer essensen af et menneskes skæbne. En kvinde er i fængsel. En kvinde skal opereres for brystkræft. En teenager tøver med at forlade sin rolle som stødpude mellem sin syge far og desillusionerede mor for at begive sig ud i sit eget liv. Ni portrætter af forskellige former for følelsesmæssig afhængighed. Bånd, der binder os og holder sammen på os. Hvis titlens hentydning til kattens ni liv skal give mening, så må det være den, at alle ni kvinder enten fysisk eller følelsesmæssigt er tættere på det niende liv end den syvende himmel. Robert Altmans filmatisering af Raymond Carvers noveller i ’Short Cuts’ har sat en standard og dannet skole for disse psykologisk præcise sammenflettede portrætter fra ’Magnolia’ til ’Crash’. Rodrigo Garcia fortæller i samme tradition, men knytter sine historier løsere sammen. Personerne dukker op i hinandens fortællinger. Ikke for at udgøre et samlet plot eller et puslespil, men for at demonstrere menneskers indbyrdes forbundethed. En halvreligiøs og filosofisk pointe, man genkender fra bl.a. Alejandro Gonzalez Inarritus film (’Amores Perros’, ’21 Grams’ og ’Babel’). Inarritu har da også en finger med i spillet bag ’Ni liv’. Rodrigo Garcia er søn af Gabriel García Márquez, den magiske realismes mester. Sønnen foretrækker imidlertid sin realisme uden magi. Magien opstår på mere jordnære præmisser. De ni filmnoveller er vældig godt set og skrevet. Og ikke mindst godt spillet af en stribe skuespillere. Det er sin sag at skabe et fyldigt portræt og en fuldbyrdet skæbne på så relativt få minutters spilletid, men i flere tilfælde lykkes det optimalt. Især Robin Wright Penn, Lisa Gay Hamilton, den unge Amanda Seyfried og kombinationen af veteranen Glenn Close og barneskuespilleren Dakota Fanning, borer dybt på rekordtid. Den overordnede struktur er løs og mere skrøbelig. I de to historier ’Diana’ og ’Lorna’ minder pointerne så meget om hinanden, at den sidste ikke rigtig kan få plads. Det er imidlertid en lille skønhedsplet på et gennemgående meget bevægende og intelligent eksempel på nyrealistisk fortællekunst i Garcias novellefilmsamling.