Gak til myren og bliv vis, formanede Salomon, der vist selv var det. Men omvendt her: instruktøren viser os myrer en masse, men historien er og bliver gak. Børneflokkens bølle mobber lille Lukas på ti – der så ’hævner sig’ på myrerne i græsplænen.
Da han underskriver en ren djævlepagt med en skadedyrsbekæmper (et sæt horn grummere end kollegaen i ’Over hækken’), lykkes det opfindermyren Zok at fremstille den tryllevæske, der skrumper Lukas til myrernes format – og myredronningen dømmer ham til at leve hos dem, som potentielt offer for sin selvtilkaldte skadedyrstrussel.
Den antikverede Store Bastian-pædagogik efter tidens omkvæd – ’Så kan han lære det!’ – står i skærende modsætning til den ferme, stedvis ligefrem teknisk suveræne, 3D-computeranimation. Haveslangens oversvømmelse oplevet fra bunden af myretuen er f.eks. storslået digitalt håndværk, og en flok nu enorme guldsmede/spyfluer med stålkæber overgår mageligt US Airforce.
Men den 2-dimensionale kliche-og-karikaturpsykologi – fra Lukas’ teenagesøster og tandløse, alien-paranoide bedstemor til myrernes kærlighedsliv! – er trukket i en automat ligesom i instruktørens ret rædsomme spillefilmdebut ’Niels Neutron’ for fire år siden.
Hvor Darnell & Johnsons ’Antz’ i 1998 gjorde de kitinpansrede kræ charmerende ved et mix af modvilligt heltemod og mild genrepastiche på krigsfilmen, hylder Davis’ myrer magiske ritualer og monarkistisk korpsånd i sit bastant belærende vrøvl med en morale, der er læk i begge ender.
Et tvivlsomt forbillede for Lukas’ håndfaste genopdragelse, såvel som for det 6-10- årige kernepublikum. De endnu yngre vil, snarere end at more sig, ende med regulære myremareridt.
