Er det min fejl – og er det for sent at rette op på den? Ingen far eller mor, hvis barn livet kører skævt for, undgår dén selvransagelse – uanset om den unge så har vanskeligheder med selvværd eller kærlighedsliv, uddannelse eller afhængighed af det ene eller det andet.
Det gælder vist uanset familiens opløsning eller ej, dens trosretning, socialklasse eller bopæl – og enten forældrene indrømmer tvivlen eller ej.
Prostitution, dukkeleg og kærsteri
Nogen mønsterfamilie kommer den 17-årige Vera ikke fra. Mats og Ewa, hendes forældre, er stivnet på afstand af hinanden, han efter et alkoholmisbrug, der også har fået ham til at forløbe sig over for den trodsige datter.
Hun har vendt hjemmet ryggen, men den granvoksne Morgan med den rå og tvivlsomme charme er ikke slet så nem at slippe fra: foruden at være hans kæreste finansierer hun som prostitueret hans narkomisbrug.
Vil Vera blive ved med at affinde sig med luderarbejdet og den livsfarlige Morgan? Vil Mats prøve at ’befri’ datteren, mod hendes vilje og måske ved at dræbe alfonsen?
Hvornår slår Ewas handlingslammede forstening om i totalt sammenbrud – eller vanvid i frit udbrud? Hvor længe kan de yngre søskende snige sig uden om konflikten, lillesøsteren i dukkeleg og teenagesønnen i spirende kæresteri med klassekammeraten Helen – hvis forældre er endnu længere ude!
Usmykket elendighed
Björn Runge, instruktøren bag multi-prisvinderen ’Hvis jeg vender mig om’ fra 2003, fortsætter med indædt mesterskab sin belysning af dysfunktionelt familieliv i det smuldrende skandinaviske velfærdssamfund.
Eller underbelysning: Der hersker et dystert halvmørke i Anders Bohmans nærbilleder af slidte fjæs og nedslidte 1970’er-parcelhuse og lejligheder, ja, i hele filmens knugende gengivelse af en stemning af rå realisme og skrækslagen venten på katastrofen.
Vi er i de lag af nordeuropæisk hverdag, hvor især britisk, østrigsk og belgisk filmrealisme (brødrene Dardenne) færdes, og her er intet glasurlag over livsforråelsens bitre pille.
Tværtimod dyrker Runge den usmykkede elendighed, ligefrem med fare for i de mest blodige scener at tippe æstetisk over i melodramaet. En kollega måtte holde sig for øjnene, da filmen blev vist under den seneste Copenhagen Film Festival.
Overbevisende opmuntring
Peter Anderssons spil som den store, fåmælte far er et hjerteskærende studie i en stærk, men knækket mands forsøg på at genvinde sin sidste selvrespekt.
Marie Richardsons nervesvækkede, forstenet sammenbidte mor er heller ikke til at glemme, selv om hun bliver sendt ud på et sidespor af selvkonfrontation, med Pernilla August som ret uforklaret modpart – filmens svagest underbyggede del.
Sofia Westberg som den unge Vera lyser med den dødsdømtes blege skønhed, men det sidste ord kan ikke røbes om hendes forhold til sociopaten og narkomanen Morgan – Magnus Krepper i en imponerende præstation af betændt destruktiv energi og begyndende forfald.
’Mund mod mund’ er ikke alene et råt, vintermørkt drama fra middelklassens underside med frit fald mod undergangen; men også et alment appellerende studie i familielivets og følelsernes tilfrysning i de små svigt, der tilsammen gør tilgivelse uoverkommelig. Og – overraskende, men overbevisende nok – en opmuntring til at tro på vores ansvar for hinanden.
