I Øst for Paradis’ velanbragte genimport af samtlige Jacques Tatis fem film – flere instruerede han ikke selv! – er turen nu kommet til debuten.
Med ’En festlig dag’ (eller måske rettere: ’Byfesten’) kastede mimikeren sig for første gang ud i at instruere en hel spillefilm, og havde så at sige kun opfundet halvdelen af den monsieur Hulot, der siden skaffede ham en Oscar og verdensry i filmkomikernes kongerække efter Keaton og Chaplin – om end franskmænd er parat til at strides om rækkefølgen.
Bleg men viselig kvalitet
Filmen blev optaget med to kameraer, et til sort-hvid og ét forsøgsvis til farve, men premieren blev den sort-hvide. Nu har efterkommerne restaureret farvekopien til bleg, men viselig kvalitet, og det liver op.
Både stumfilmens musikafhængighed og den franske mimeskole mærkes dog endnu – Marcel Marceau havde skabt sin figur Bip to år før Tati-debuten i 1949 – i den poetiske farce om gøglernes ankomst til en flække, hvor postbudet Francois efterhånden stjæler billedet fra krofatter, gedemutter, en lille knægt i knæbukser m.fl. Knægten fører os og kameraet ind i byen – og ud igen til sidst – og gedemutter er cicerone gennem byens gader.
Farcens svar på general De Gaulle
Postbudet havde Tati fra sin kortfilm ’L’Ecole des facteurs’, men nu blev han altså selv hovedperson: Med de stumpede bukser og den lange, rundbuede figur med næsens forbjerg under det drømmende blik ligner figuren farcens svar på general De Gaulle – men var jo for ’Min Onkel’, monsieur Hulot, hvad Johannes Døberen var for Jesus.
I gøglerteltet ser Francois en film om amerikansk postudbringning i lyntempo – og forsøger at efterligne det på sin gamle havelåge af en cykel – trods byboernes forsøg på at sinke ham med alskens gøremål og gewesener. Mange glas og timer senere er en bæredygtig pointe hamret fast: Fransk provins er ikke tjent med amerikansk rationalisering og stress!
Med nostalgi som mellemnavn
Også den pointe foregriber nemlig Tatis følgende oeuvre, fra Hulots ’Festlige feriedage’ på strandhotellet over hans søsters automatiseringshelvede i ’Min onkel’, til turistbesøget i ’Playtime’ og campingvognen i ’Trafik’. Nostalgi var mandens mellemnavn, om end i en nok så festlig udgave som de samtidige Morten Korch-film herhjemme.
