Minghella, manden bag ’Den engelske patient’ og ’The talented mr. Ripley’, har igen en kringlet historie, men nu indlejret i et højaktuelt stof: etniske og sociale modsætninger i moderne storbyer. Samme stof som ’Knallhart’ (se anmeldelsen her på siden), men modsat den tyske film ser englænderen mest problemet fra den privilegeredes vinkel:
Binoche uden sødme
En indvandrerbande bryder flere gange ind og hugger high-tech-udstyr hos et arkitektfirma med kontorer i sin egen byfornyelsesplan for det rå King’s Cross i London. Den ene indehaver sporer klatretyven Miro, en indvandrerknægt spillet af den 15-årige hurtigløber Rafi Gavron. Men i stedet for at anmelde tyven til politiet begår arkitekten selv en slags emotionelt ’indbrud’ hos drengens kønne, men klogeligt reserverede mor, flygtning fra Bosnien.
Med sin gamle instruktør er Juliette Binoche her igen fjern fra ’Chocolat’-rutinerne, sky og dog kampberedt som moren, der tilfældigt opdager sammenhængen, men rasende og fortvivlet holder gode miner til slet spil for at redde sin søn, snarere end sin egen forelskelse.
Holdbar suspense
Jude Law spiller sig også efterhånden ud over sin termostatstyrede lidenskab som arkitekten, der hedder Will, skønt viljekraft er lige hvad han mangler. Hans dagsorden er ligefrem tredobbelt, for selv om han i den grad prioriterer job frem for hjemmeliv og parterapi, vil han i grunden heller ikke forlade sin skønne kone (Robin Penn Wright) med den autistiske datter.
Konstrueret? Overlæsset? Ja, noget. Og selv om der ved Wills figur længe er noget af den fåmælt forpinte selvopslugthed, som i sin tid gjorde det ud for mandig dybsindighed i nouvelle vague-film, så accepterer man det som en nødvendighed for den holdbare suspense og de skarpe brudflader mellem velbjerget middelklasse og underklasse på overlevelseskamp, spejlet i de to familier og i skarpe biroller. Benoit Delhomme står bag det adrætte kamera. Minghella tager en chance, vender tilbage til London og nutiden – og får gevinst.
