Sytten år og aldrig kysset, endsige kæmpet på liv og død – og så bliver man smidt op på ryggen af en drage for at frelse prinsessen og kongeriget, i krig mod troldmanden Durza og hans uhumske Urgul og Ra’zac-horder! Det er ikke let at være Eragon! Forældreløs og forladt – men ren af hjertet, kampberedt og køn!
Christopher Paolini var selv kun sytten, da han indleverede manus til den første af de tre bestsellerromaner om ’Arven’, der nu filmatiseres. De to første dele er også ude på dansk med titlerne ’Eragon’ og ’Den ældste’ – sidstnævnte i to bind for at narre fjenden i Aalborg, som man sagde, da jeg selv var sytten.
Men den unge forfatter har også snarere brugt sin barndom på læsning end på tøsepjat, for forbillederne springer i øjnene, i romanerne såvel som den film, der nu lover godt for kvalitet og kasseapparater:
Det her er førsteklasses fantasy, sømløst real- og digitalfilmhåndværk for et ungt publikum. Velkendte ingredienser, men i sikkert miks.
Dragerytter på efterløn
Eragon er kaldet og udvalgt til at blive dragerytter. Den mystiske safirblå sten, Eragon finder på en jagt (eller rettere: som finder ham!), er det æg, hvoraf dragen Saphira udklækkes til en mangedobling af drengens potentiale: I telepatisk tandem med dette skællede, vingede og skrupintelligente skrummel med barneblik, englerøst og flammeånde skal knægten sætte sig i spidsen for Varden, en stamme af frihedskæmpere.
Tyrannen Galbatorix var engang selv dragerytter, men udryddede sine fæller og forvandlede Rigets fri- og frodighed til trællekår.
Eller med andre ord: Tolkienske hærskarer af slimet muskelkraft møder ungdommelig Pottersk idealisme og kamerature på kosteskaft – næ: dragevinger. Den unge ædling, der som en anden Tvebak Løvehjerte har set sin (pleje)bror drage bort, oplæres af gamle Brom, ikke yediridder, men dragerytter på efterløn, til en magisk kraft, hvis mørke sider tyrannens troldmand Durza behersker.
Eksotiske brokker
Skal man lægge noget i, at troldtøjet har navne, der lydligt synes at stamme fra tyrkisk, arabisk eller asiatiske sprog? Og at når lysblonde Eragon kaster ild, råber han »Brisingr!«, når han heler sår hedder det »Waise heil!«, og når hans kraft forenes med dragens, lyder triumfråbet lige så oldnordisk »Skulblakas ven!«?
For nu slet ikke at tale om, at frihedskæmperne er i korsridderbrynjer, mens den krigerprinsesse, Eragon befrier, bærer det belastede navn Arya? Efter alt at dømme er Paolinis valg af eksotiske brokker ubevidst, ligesom alle fantasi- og fantasy-lånene snarere er ubevidste reproduktioner end overlagt tyveri, endsige etnofobiske hensigter.
Hovedsagen er, at de fungerer logisk her; og faktisk runger middelaldermørket kun i få passager hult.
Det skyldes dels målbevidst instruktion med teknisk upåklagelig sammenfletning af real- og digitalfilm, fra drageflyvningen til landskaberne – debutanten Fangmeier var bl.a. Spielbergs mand på visuelle effekter fra begyndelsen af 90’erne. Kun scenografien under det afsluttende, blodige opgør kan ikke rigtig vælge mellem bjergkløft og kulmine.
Svigermors drøm
Dels skyldes troværdigheden gedigent spil. Jeremy Irons lægger ædel livstræthed i Brom, og Robert Carlyle al opkomlingens ondskabsfuldhed i troldmanden Durzas flygtige figur, mens John Malkovich som tyrannen selv stort set må vente med at udfolde sig til de kommende afsløringer af Star Wars- eller Arthur-blodsbånd og Løvehjerte-broderskab.
Her når vi kun at møde den unge Murtagh (Garrett Hedlund), søn af dragerytterforræderen Morzan – jævnfør forstavelserne hos kong Arthurs mørke søster Morgaine og deres blodskamssøn Mordred.
Som Eragon selv er den 19-årige debutant Ed Speleer indbydende som enhver amerikansk middelklassesvigermors drøm, og nok så farlig kant er der i Sienna Guillorys blik som den dødsforagtende krigerprinsesse.
Får de mon hinanden i enden? Der er lagt spor ud til flere medrivende og indbringende besøg i eventyrlandet østen for Nangijala og vesten for Midgaard.
