Lige så tilbagevendende som skolernes vinterferie er visse temaer i de film, der søger deres publikum i dén ferie. Og når gårdens dyr i ’Koslænget’ kan holde rave-party, mens bonden sover, kan man jo også lege, at museets udstillingsgenstande slår sig løs, når kun nattevagten er til stede, hvis bare det er morsomt og originalt nok udført ...
Men Ben Stillers lille, sammenbidte stræber og taber savner i mine øjne komisk naturtalent til rollen som Larry, nybagt nattevagt i dette mareridt. Jobbet på Det Naturhistoriske Museum ved Central Park har han taget for at sikre fast indtægt og dermed lidt stabilitet i delebarnets liv.
Og uden at vide, at en egyptisk guldtavle ved nattetid giver hele resten af samlingen liv, lige fra tyrannosaurus-skelettet til den udstoppede Teddy Roosevelt til hest. Robin Williams spiller præsidenten i vanlig sirupsstil – havde det dog bare været øglen!
Lyser op som parodier
En tyvagtig kapuciner-abe i afdelingen for jungledyr er faktisk morsommere, og de garvede komikere Dick Van Dyke, Mickey Rooney og Bill Cobbs kæmper for at få liv i rolleskitserne til tre mistænkelige forgængere i jobbet som nattevagt.
Owen Wilson og Steve Coogan lyser op som parodier på hhv. en westernhelt og en romersk hærfører, her som miniaturefigurer i kamp med hinanden, men selv det drukner i den søgte og overlæssede historie. Shawn Levy instruerede også den ny ’Pink Panther’ og ’Cheaper by the Dozen’ – så måske var det ikke kun Steve Martins fejl, at også de komedier kun blev halvmorsomme?
/ritzau/




























