Kameraets søger glider langsomt fra totalt blå himmel opad – mod en mark! Det følger marken, mens det drejer 180 grader om sin egen akse og glider omsider over fødderne og langs en menneskeskikkelse – atter opad mod himmelblåt. Bevægelsen er for så vidt enkel nok – fotografen befinder sig indledningsvis med hovedet og kameraet nedad mod jorden. Men alligevel tvinger den tilskueren til også at ’se verden for første gang’, uden forhåndsviden. Som med det nyfødte barns øjne.
Fotografen hedder Simon Tansek, og Jan Cvitkovic er den 41-årige instruktør, der synliggør et nyt Slovenien som filmnation og har et egnet stof at bruge tricket til. En menneskelig hverdagskomedie, der bliver til en tragedie, men hvis grundlæggende pointe netop er som det nyfødte barns: Livet går vi ind i uden forhåndsviden. Kun ved selv at leve kan vi – måske – få afgjort, om det er uden mening, så en logisk konsekvens er selvmord. Eller om »døden ikke findes, fordi vi alle er dele af én stor organisme«.
Sekulær prædikant
Den sidste overbevisning forsøger Pero sig med, privat og professionelt: Gregor Bakovic spiller indtagende og diskret denne troskyldige mand, der ikke er præst, men lever af at holde begravelsestaler, for bekendte såvel som vildt fremmede døde. En sekulær læg- eller lig-prædikant uden religion – kun med egen livserfaring, snusfornuft og hang til passende alvorsfuld retorik. ’Gravehopping’ er filmens internationale titel.
Bilmekanikeren Suki er hans kammerat og chauffør til kirkegårdene, og desuden elsker Suki på sin egen forsigtige måde Peros døvstumme niece Ida. Pero bor hos sin kuede søster, og der bor også deres suicidale far, enkemand i seks år, samt søsterens livsduelige ti-tolv-årige søn – og voldelige mand, der dukker op i hjemmet, når han ikke har bedre for.
Dystre toner
Længe ligner det bare en sagtmodig – for ikke at sige sendrægtig – komedie om enfoldigt landboliv til balkantrommer og træblæsere; men lige før det bliver for sødt, sniger dunklere toner sig ind. Ikke alle tumper er jo så harmløst velmenende som Pero og Suki, f.eks. ikke faderen til den tilsyneladende muntre Renata, som Pero tilbeder kysk. Hustru- og dattervolden foregriber det mol-tema, der alligevel kulminerer ret uventet med ubærlig gruppevoldtægt og korsfæstelse. Og så den enfoldige morders hævn.
Trods dette skred – der akkurat undgår at være stilbrud, men dog noget i retning af ’Lasse Hallström forvandler sig til Emir Kusturica’ – fortjener filmen sin egen lille, slovenske hylde i filmhistoriens hall of fame. Det gør den for sin fine balance mellem livsglæde og alvor, respekt for livet og for dødens uundgåelighed. Ikke mindst de storslåede slutbilleder er originale bud på denne blanding af mirakel og mørke midt på dagen. Lær bare at udtale navnet Cvitkovic – vi får brug for det igen.
