Vuggeviser for banjo og tubatrut i gravkapellet afløser ’Sange fra anden sal’, når Roy Andersson her igen forener surrealisme med sort nordisk galgenhumor til en ny, genial ’eksperimentalspillefilm’ af en tragikomedie, eller hvad vi nu skal kalde det.
»Denn was ist Humor?«, mumlede grubleren vistnok, men et svar giver dén kunstner vel, som kan afsløre tilværelsens grundlæggende absurditet, så det får livslysten til at boble i tilskueren.
Sådan er i hvert fald den paradoksale virkning af Roy Anderssons originale og stilsikre studier i meningsløshedens muntre og melankolske udslag.
Stillestående billeder
Provokerende er det jo i sig selv, at en biograffilm består af lutter stillestående enkeltscener om personer, der lever hver sit liv uden forbindelse til de andre.
Fast kameraindstilling på plastikgustne miljøer med laminatmøbler og væg til væg-kedsomhed.
Dia- og monologer fra hverdagen, mislykkede såvel som såkaldt vellykkede liv, dig eller mig.
Absurde billeder
Ensomme og selvoptagne, selv i det intimeste samvær, som manden, der jamrer over økonomien, mens konen prustende boller løs oven på ham uden anden påklædning end en gardehusarhjelm.
Afmægtige lykkedrømme, der holder trædemøllen i gang, som den forkomne teenagepige, der platter rockmusikeren for en øl og straks drømmer sig helt frem til bryllup med ham under folkets hyldest.
For ikke at tale om håndværkerens mareridt: dømt til den elektriske stol af folkemængden og øldrikkende dommere, fordi han smadrede noget porcelæn i forsøget på at live en fest op med ’dugtricket’!
Resigneret fortæller han sin rystende og kostelige historie – alt imens livet størkner omkring ham som en bilkø, der går i stå.
Helt sin egen
Andersson er helt sin egen, men skal han sammenlignes med andre instruktører, bliver det sjældne fugle som finske Aki Kaurismäki, norske Bent Hamer (’Salmer fra køkkenet’) eller østrigske Ulrich Seidl (’Hundedage’).
Og truer tableauernes strøm med monotoni – som de andre nævnte humørbombers sagtmodige sortsyn også kan gøre det – så griber Andersson til musikken, en synkoperet ’Schlafe, mein Prinzchen’ eller lidt swing i krematoriet med anden hjerte- og fodvarmerjazz af bedste skuffe.
Glæd dig, du endnu levende, for alternativet er værre – dét er omtrent essensen af filmens såvel som titlens Goethe-citat (fra ’Romerske Elegier’).
Urkomisk og musikalsk
Eller som det lyder før aftenens sidste omgang i en af filmens trøstesløse kulisser, en natbar fuld af fesne farver og slukørede eksistenser: »I morgen er der atter en dag!« – lige så meningsløs som den i dag, ganske vist.
Men også lige så absurd grinagtig, ja, urkomisk og fuld af musik. Buster Keaton som skandinavisk hyperrealisme, Marx Brothers forklædt som Samuel Beckett! Eller omvendt?
Læs flere begejstrede anmeldelser af 'Du levende'
fortsæt med at læse
