Det er snart en ordentlig ladeport, filmindustrien har åbnet til den litterære fantasis parallelle verdener, lige fra klassikerne om Narnia og Fantásien (i Michael Endes geniale ’Den uendelige historie’, som blev så bøvet filmatiseret) og frem til Harry Potters skoledage på Hogwarts.
Men nu har New Line Cinema, der stod bag ’Ringenes Herre’, fundet endnu en vej tur-retur til fortællingernes middelalder i ’Inkheart’.
Sådan hedder Cornelia Funkes roman om bogelskeren Mo Folchart, der engang læste en bog med samme titel højt for sin datter, Meggie – med den uheldige bivirkning, at et par skumle karle fra fortællingen blev lukket ud i virkeligheden, mens Meggies mor til gengæld blev bogstaveligt opslugt i fiktionen.
Nu leder datter og fatter med ’sølvtungen’ over hele Sydeuropa efter antikvariske eksemplarer af den udsolgte roman for at læse moderen fri – men forfølges af romanfigurerne.
Ubeslutsomt manus
Gøgleren Støvfinger vil bare læses tilbage til sin elskede Roxanne i fortællingen i stedet for at føjte rundt i nutiden.
Værre er ærkeskurken Capricorn, der ved en anden sølvtunges hjælp har hentet en del banditter ud af romanen, men i ufuldstændige versioner, for denne oplæser stammer! Capricorns afsidesliggende bjergfæstning huser desuden alskens frilæste fabeldyr, fra Enhjørning og Minotaurus til Kaptajn Klos krokodille.
Når hele det menageri alligevel ikke når fascinationskraften fra Potter eller i Pullman-filmatiseringen ’Det gyldne kompas’, skyldes det ujævnt spil og et ubeslutsomt manus, hvor for mange spøjse detaljer savner en overordnet idé.
Fokus flimrer, figurer folder sig aldrig ud. Lige så farverigt, forrygende og fantasiåbnende optakten fungerer, lige så hurtigt hægtes vi af igen. Lige så flot den sidste kamp er, lige så svært har filmen bagefter ved at få heftet ende.
Læseheste og fabeldyr
Den ellers så charmerende enfoldige Brendan Fraser er hjælpeløs i faderrollen; ellers syrligskønne Helen Mirren må nøjes med at vrisse som en excentrisk tante af en bogorm; Jim Broadbent er her bare fjottet som romanforfatteren; og Andy Serkis, der var så god inden i Gollum, fylder slet ikke Capricorn ud.
Meggie er til gengæld befriende kontant og snusfornuftig i den nu 17-årige Eliza Bennetts udførelse, og som den forpinte Støvfinger spiller Paul Bettany (’Dogville’ m.m.) røven ud af bukserne på resten af holdet.
På et tidspunkt læses skatten fra Ali Babas røverhule såmænd også om til klingende nutidsmønt, men trods (alt for) mange gode tilløb bliver ’Inkheart’ næppe det ’sesam’, der samler formuer bag billetlugen. Den demonstrative pointe om ’litteraturens egetliv’ illustrerer snarere, at selv en læsehest kan skamrides.
