Der er en scene i en ny dokumentarfilm om Blur, hvor sangeren og sangskriveren Damon Albarn begrunder årsagen til, at han i 2009 vælger at gendanne sit længe opløste band.

Selv om han i et tiår har haft kunstnerhænderne fyldt med andre succesprojekter som Gorillaz og The Good, The Bad And The Queen, tager han initiativ til, at Blur i sommeren 2009 skal spille først en række koncerter på små spillesteder og siden lade genforeningen kulminere med en optræden på festivalen Glastonbury og to kæmpekoncerter i Hyde Park i London.

»Jeg vil bare have mine venner tilbage«, siger Damon Albarn i ’No Distance Left To Run’, som filmen hedder.

Og det var med venskab, Blur begyndte. Allerede som barn fandt den dramainteresserede Damon Albarn sammen med den noget mere indadvendte Graham Coxon (guitar) i en folkeskole i Colchester.

I 1989 dannede de sammen med Alex James (bas) og Dave Rowntree (trommer) gruppen Seymour, som tog navneforandring til Blur. I 1991 udkom debutalbummet ’Leisure’ på et tidspunkt, hvor rockpublikummet havde antennerne stillet ind på amerikansk musik, ikke mindst Nirvana.

Men med Blur og de selvudnævnte rivaler i Oasis kom The Union Jack tilbage på musikkortet og fik fra 1994 kæmpesucces i en kort årrække.

Fra undergrund til popidoler
I filmen viser ældre og nye interview samt arkivoptagelser med Blur, hvordan gruppens position ændrede sig med succesen. Fra at have været et alternativt band for jævnaldrende studerende blev Blur i midten af 90’erne popidoler, der samlede skarer af hvinende teenagepiger foran spillestederne.

I begyndelsen var koncertsalene små. I midten af 90’erne blev de enorme. Fra at have været undergrund blev Albarns tekster om britisk middelklasseliv mainstream i radioerne og på ’Top Of The Pops’.

»Flashbacks of forgotten memories« kalder den velformulerede bassist og æstet Alex James i filmen gensynet med de adskillige år, hvor han sammen med Blur først oplevede en heftig optur, siden blev voldsomt berømt og derefter var igennem en ordentlig nedtur, mens han redefinerede både sit band og sin egen rolle som musiker.

Kurven fra ukendt til meget kendt og siden miskendt er en klassisk rockhistorie, som filmen uden overflødig speak får formidlet ved at vise, at Blur tumlede ned i nogle af musikbranchens typiske faldgruber.

Damon Albarn blev så kendt, at hverken han eller hans daværende, stofmisbrugende musikerkæreste kunne gå uden for en dør uden at få en fotograf i hælene.

Alex James blev en partyløve, der dårligt nok så sit hjem i Sydlondon, Dave Rowntree følte sig malplaceret som en computernørd udsat for alt for megen opmærksomhed, og Graham Coxon dulmede sin usikkerhed og beskyttede sine følelser ved at blive alkoholiker.

Slidte ansigter
Forskellen på’No Distance Left To Run’ og en del andre musikfilm er, at Blurs medlemmer indvilliger i at fortælle den historie med deres egne ord til nærgående instruktører og kameraer.

Succesen har i den grad slidt silken af de fire Blurmedlemmers ansigter, som i begyndelsen af 90’erne var dugfriske og -blanke. Efterrationaliseringerne tegnes i panderynker, skægstubbe og fallerede parforhold, men også i den begejstring, som kendetegner gendannelsen af gruppen.

De ligner virkelig fire oprindelig gode ungdomsvenner, der tabte hinanden af syne for siden at finde sammen igen. Vel vidende at der er ’no distance left to run’. Omstændighederne i forbindelse med genforeningen kunne godt have været uddybet mere.

På den anden side kommer filmen tættere på Blur, end mange interview gjorde i 90’erne, hvor især Damon Albarn gjorde en dyd ud af at holde medierne på afstand med selvironi og sarkasme.

Og så byder ’No Distance Left To Run’ altså også på godt genhør med nogle af gruppens – og periodens – bedste sange fra ’Girls & Boys’ til ’Tracy Jacks’, ’Beetlebum’, ’Tender’ og ’Parklife’.