0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Verden er trist...

Historien om Kain og Abel fortalt med nutidens pokeransigt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Er han ond eller god? Elsker han pigen eller ej? Det er spørgsmålet, man stiller til 'The King' - vel at mærke uden at få svar. Og her irriterer filmens dubiøse, religionsdebatterende grundstemning en hel del. Hvis historien om Kain og Abel skal genfortælles i moderne regi, venter man en afklaring. Den kommer - bevidst - ikke.

Den unge Elvis forlader den amerikanske flåde og vender hjem til Corpus Christi i Texas for at besøge sin familie - som er en fremmed familie: den biologiske fader (William Hurt), der engang besvangrede hans nu afdøde mor, bor nu med kone og to halvvoksne børn i forstaden, og han er blevet en troende prædikant i den lokale baptistkirke. Hans børn ved ikke, at Elvis er en halvbror. Elvis og halvsøsteren Malerie (Pell James) forelsker sig mod faderens vilje. Hendes bror er skeptisk og vred og opsøger Elvis for at få ham til at slippe sin søster.

Og dér starter filmens brutale udvikling med et chok: Elvis myrder den unge bror og skaffer hans lig af vejen. Vi troede det forholdt sig omvendt, at det var Elvis, som skulle flygte.

Filmens handling er hævn, og dens debat går på, hvordan vi forholder os til den sindstilstand. Gør vi det med religiøs fortrængning? Mens faderen mere og mere inderligt beder til sin Vorherre, fordi hans søn er borte, bliver søsteren ved med at elske Elvis, selv da han har tilstået over for hende. Kun moderen aner uråd og vakler fortvivlet ud på motorvejen, men bliver reddet - af Elvis. Er han kun morder ... eller?

Filmen antyder måske, at der findes et begreb, som hedder æresdrab. Det 'retfærdige' drab. Er det sådan et drab, Elvis har begået? Det synes vi jo ikke!

Jo dybere faderen beder til Gud, desto mere forblændes også hans øjne. Han beder mere og mere, og han fatter mindre og mindre. Elvis bliver inviteret hjem som den forlorne søn. Datteren elsker Elvis - og tier. Hvad vil han mere?

Han vil mere ondt. I Gael Garcia Bernals tomme, men egentlig kønne og uskyldige ansigt anes ingen græmmelse og intet samvittighedsnag over udåden. Vi er blevet anbragt i vores uhensigtsmæssige tvivl om tilladeligt og utilladeligt, og vi kan ikke engang forsone os med den fundamentalistisk kristne faderskikkelse, som intet ondt vil tro på.

Jeg bliver derfor stående ved spørgsmålene, som nager. Havde fader selv en del af skylden, fordi han så selvretfærdigt nedgjorde sin rigtige søn? Er godt og ondt kun de tilfældige eksempler på tilværelsens overordnede tristesse, og er løsningen uden for vores hænder? Er Gud meningsløs? Ja, den Gud, filmen registrerer, er det.

Fordi filmen er stille og langsom, kommer detaljerne og lydene med. Men også en irriteret mangel på konklusion. Nogen må tage sig sammen! Men skal det være biografgængeren?

Som fotograf optræder Eigil Bryld, som tidligere har fotograferet Hella Joof's 'Oh Happy Day' - en smuk og konsekvent billedsætning, der heller ikke vil opklare tvivlen for os.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement