Mens 'Domino' i hæsblæsende tempo rasler hen over lærredet som et løbsk godstog på vej ned ad et blindt vigespor, klamrer man sig desperat til sædet og udbyder gerne en passende dusør for den, der kan finde hoved, hale eller handling i filmen. I bestræbelserne på at være cool og smart nok til at blive disse års 'Pulp Fiction' glemmer instruktør Tony Scott, at selv de mest flyvske MTV-klip mellem de slingrende billeder fra det håndholdte kamera ikke kan gøre det ud for sammenhæng og en nogenlunde holdbar historie. Beretningen om den kvindelige dusørjæger Domino Harvey skal forestille at være baseret på en virkelig, nu afdød person. Hvad postulatet skal bruges til står hen i det uvisse. I hvert fald opgiver Domino Harvey i skikkelse af den spinkle brite Keira Knightley, der hverken virker overbevisende som sexkitten eller baggårdskat med hang til at slå på tæven, sin modelkarriere for at blive dusørjæger. Så kan man leve uforstyrret på kant af loven, som hun siger. Hun kommer på hold med et par erfarne dusørjægere i Los Angeles, spillet af Mickey Rourke og Edgar Ramirez, og så tager løjerne ellers fart med flere parallelhandlinger og personkredse. Meningen er vist nok at servere troværdig action, der tager strøm på tv-verdenen og Hollywood. Men selv om man angiveligt har indforskrevet en rigtig gadebande til en af scenerne, står midlerne og filmens støjende stil i den grad i vejen for historien. Tony Scott, lillebror til den mere (aner)kendte Ridley Scott, forspilder chancen for at bruge to så gode kræfter som Jaqueline Bisset og Christopher Walken som henholdsvis dusørjægerens mor og en anløben tv-producer til noget særligt. Lejlighedsvis er 'Domino' morsom, men forvirringen er til gengæld for stor til, at filmen formår at skabe spænding. Et overvejende mislykket studie i stil.