Forestil Dem, at De trænger til hyggelæsning og så tager Jennifer Weiners trivialroman 'In her Shoes' frem og får den læst på et par timer. Så er det gjort, og De er ikke lige frem i dårligere humør. Romanen handler om to umage søstre, den ene meget sexet og løs i kanten, den anden dygtig advokat i Philadelphia, og de to søstre kan selvfølgelig ikke sammen, selv om de har samme smag og nummer i sko. Må vi ikke se de sko lidt nærmere? Nå, det må vente til Alt for Damerne. Men prøv så at forestille Dem, at De skal se filmen - dvs. gentage historien med billeder til. Nu er det altså blevet en billedbog, de skal sidde og læse. For Curtis Hanson - ham der engang var så brillant med 'L.A. Confidential' - har ikke gjort meget andet end at sætte Cameron Diaz og Toni Collette ind som søstrene og Shirley McLaine ind som deres mormor i Florida, den seje ældre dame, som uvist af hvilken grund får søstrene til at enes og blive lykkelige. Den ene af dem - advokaten - bliver oven i købet lykkeligere end sin søster, for hun bliver gift. Det skal man i amerikanske feel good-film, og helst med en jødisk advokat. Jamen, der er så meget spøg og skæmt undervejs! Advokatsøster opgiver sit job og lufter hunde i stedet for. Det er så morsomt. Det kan vi alle sammen forholde os til. Kender De nogen kvindelig advokat, som frivilligt har prøvet det? Nå, ikke. Den sexede søster tager til solbeskinnede Florida og bliver hjemmehjælper hos mormor, som leder et center for ældre. Den form for ældremiljø har vi simpelt hen ikke i Danmark, og jeg ville bede om en brækspand, hvis vi havde. Hvidhårede, højsminkede halvfjerdsårige tuller rundt i en evig lykketilstand med rollator og lækker frokost på terrassen, hvis de da ikke bader, hvis de da ikke sludrer og pludrer og morer sig kongeligt over livet i Bush II-paradis uden dog at have mistet deres sans for det rette og skønne i tilværelsen. Og sexede søster, som egentlig er ordblind, bliver et oplæsningsfund for den gamle professor, som ligger blind i sengen, mens hun læser Elisabeth Bishops digt om den katastrofe, det er at miste. Hun får et A-plus for sin begavede tolkning af digtet, men senere dør professoren (her må vi have de papirservietter frem, vi har fået udleveret før filmen). Uha da - kan man ligefrem dø? Og kan man miste sin søster? Jeg spørger. Ja, perfid kan man sagtens være. Lad nu være med at tro, at det kun er møg. Det er nemlig gennemsnitligt, et hundrede procent gennemprofessionelt møg, så professionelt, at der ikke er én scene, som De ikke genkender. Hvorfra? Fra Hollywood, selvfølgelig. Undervejs spiser de sushi og taler i mobil, og sådan går det. Sexede søster bliver gammel en dag, men den tid, den sorg. Jeg hader hver centimeter af den film, men stor succes skal den nok blive, her som hisset. Shirley McLaine kan endnu, og Toni Collette er ligefrem god. Flere og flere Hollywood-stjerner siger, at de f.g.m. ikke gider det her mere. Hvad nu, hvis publikum også sagde det?