Tim Burton laver film, der får folk til at sukke henført, og udbryde, at de godt kunne tænke sig at se, hvordan der ser ud oppe i hovedet på Tim Burton. Dumt spørgsmål! For i Tim Burtons tilfælde kan man netop se de mørke og poetiske fantasier fra det indre af mandens hovedskal, foldet ud på lærredet uden skalkeskjul. Bortset fra 'Abernes planet' har Burton til dato ikke lavet en film, hvor man kunne være i tvivl om ophavsmanden. Fra 'Ed Wood' og 'Edward Saksehånd' til 'Mars Attacks', 'Sleepy Hollow' og 'Big Fish'. Men i mine øjne er han næsten mest Tim Burtonsk jo tættere, han er på det barnlige i sit sind. I denne sæson er Burton aktuel med to film. Begge hører til de barnlige. Sidst i oktober kommer animationsfilmen 'Corpse Bride', der fortsætter stilen fra den mesterlige 'The Nightmare Before Christmas'. Men først kommer turen til filmatiseringen af Roald Dahls 40 år gamle børnebog 'Charlie og chokoladefabrikken'. Når man fortæller eventyr, bruger man ord, der får øjnene til at spærres op på vid gab. Det ved Tim Burton, og han véd, hvordan man gør det samme med billeder. Han laver billeder, der svarer til dem, fantasien selv kan danne, hvis den er i topform. Få kan som Burton formidle kontakten mellem billedet og den barnlige fantasi. Også for voksne. Ikke kun fordi han er opfindsom, men fordi han er i nærkontakt med det fantastiske og barnets frydefulde modtagelighed for det gysende grumme i et godt eventyr. I afdøde Roald Dahl ('Hekse') har Burton fundet en oplagt rejsefælle. Dahl fortalte humoristiske børneeventyr, der ikke uden fryd og sortsyn dyrkede det barske håndværk, som også er eventyrets. Parret med Burtons poetiske nerve bliver resultatet både sødt, smukt og skarpt i smagen. Som et særligt interessant stykke slik. Og børns uopslidelige fascination af slik er da også emnet for 'Charlie og chokoladefabrikken'. Charlie Bucket er sødere end det sødeste slik. God som dagen er lang, elsker drengen sin familie højere end både mammon og guf. Men familien er fattige som kirkerotter. Det er hul i spanden hjemme hos familien Bucket, hvor faderen til og med netop er blevet bortrationaliseret fra sit dårligt betalte job. I den skæve knaldhytte sidder fire tænderklaprende bedsteforældre på tilsammen 381 år under et kludetæppe og søber den samme kålsuppe året rundt. Så det bliver lidt af en særlig oplevelse, da Charlie som et af de fem heldigste børn i verden vinder en dag på Willy Wonkas chokoladefabrik. Byens sagnomspundne industrifyrste, der ikke har vist sig uden for sit slot, undskyld sin fabrik, i mange, mange år. Willy Wonka bliver spillet af Burtons yndlingsskuespiller Johnny Depp. Med sin syrlige sødme med mere end en antydning af skjulte lommer af galskab og tyrkisk peber, er rollen skræddersyet til Depp, der spiller den blege, evigunge særling med mere end en snert af Michael Jacksons tragiske mystik. Tyksakken fra Tyskland er grådig ud over alle grænser. Karrieretøsen fra USA en skruppelløs stræber. Ligeledes fra USA en nådesløs playstation-spiller og tv-narkoman. Fra England en ufatteligt forkælet møgunge fra aristokratiet. Og så altså søde lille Charlie, der så let som ingenting får tændt de julelys i øjnene, de andre møgunger ikke kan se for lutter skidt og ragelse fra de voksnes glubske, materielle verden. For åh jo, det er skam en såre moralsk historie. Willy Wonka har en pegefinger på størrelse med rundetårn, som advarer mod den moderne børneopdragelse, der så let skaber fede, selvoptagede, forkælede og ret så ubehagelige børn. Det er netop moralen, udtrykt så tykt og ironisk, og dog ganske ærligt ment, som gør 'Charlie og chokoladefabrikken' til et rigtigt eventyr. Men det er et moderne eventyr fra Michael Jacksons tidsalder. Bag særlinge og moralister finder man skyggen af et skadet barn. Et sært og skævt folkeeventyr i farver fra popkunstens verden, hvor de diminutive oompa-loompa'er (alle spillet af Deep Roy) står for danseoptrin i bedste udsyrede musical-tradition. Hvor mængden af slik kan hamle op med Pinocchios dagdrømme, hvor alting er så kunstigt som i 'Troldmanden fra Oz' og arbejdslivet skildret som et kollektivt mareridt fra Terry Gilliams 'Brazil' midt i Fritz Langs 'Metropolis'. At Kubricks 'Rumrejsen år 2001' er en del af børneopdragelsen, nævnes blot for god ordens skyld. Hvem er Tim Burton? I dette efterår, er han den moderne børnefilms ironisk-poetiske svar på H.C. Andersen. Se, det var et rigtigt eventyr, siger man jo. Og i 'Charlie og chokoladefabrikken' må man netop gerne SE, så øjnene er ved at trille ud af hovedet.