At lave spillefilm om store kunstnere er en svær genre med mange faldgruber. Og sjældent er en film faldet så pladask i samtlige af dem som Mick Davis' 'Modigliani'! Eller Modi, som filmen så kælent og intimt insisterer på at kalde den store maler. Kunsthistoriske hoveder hævder, at filmen da vist er temmelig historisk ukorrekt. Det tror man såmænd gerne, men det er da næsten det mindste af det. Mick Davis har nemlig med Modigliani lavet en grusom, ufrivillig og hårrejsende kulørt parodi på klichéen om den store kunstner. Med en flaske rødvin i hånden og fuld af hån over for en nærmest småborgerlig Picasso (Omed Djalili) danser Andy Garcia i hovedrollen rundt som Modigliani viklet ind i sin tragiske skæbne og sin charmeklud. Tuberkuløs på den lækre måde; fordrukken, forelsket, fortvivlet og fortabt under de parisiske stjerner. Skæbnesvangert bundet til den smukke Jeanne, indviklet i dødelig rivalisering med tyrenakken Picasso. Det er selvfølgelig meningen, at man fascineret skal lade sig opsluge af bohememiljøet på Café Rotonde, hvor i tiden kort efter Første Verdenskrig genierne nærmest sad lårene af hinanden: Picasso, Modigliani, Diego Rivera, Utrillo, Soutine, Gertrude Stein og Jean Cocteau. Sikken et leben! Skønne kvinder, gale kunstnere, dødelig rivalisering, absint, skryderi, tuberkler og tegninger på både væggene og servietterne! Og det hele skal kulminere i en konkurrence - sådan en slags DM i Rock for geniale malere - hvor Modigliani og Picasso omsider indvilliger i at måle længden på deres pensler. Desværre føler man sig mere hensat til en galeanstalt for andenrangs skuespillere, hvor alt og alle råber i munden på hinanden i en infernalsk krydsild af kunstige accenter og altmodische manérer.