Endelig er der godt nyt til de mange, som med slet skjult misundelse enten har sendt poderne af sted alene eller bekvemt ageret ledsagere til Harry Potter eller Ringenes herre i biograferne. Med ’Stardust’ som rambuk er døren til fantasiland nemlig sparket effektivt op på vid gab for os voksne. Ganske vist er filmen overlæsset til det groteske, vild, vulgær, kitschet og for lang, men i alt sit kulørte klatmaleri er den også en nydelse.
Ond og skøn
I høj grad i kraft af sine blændende skuespilpræstationer fra især Robert de Niro i hans mest bizarre rolle nogensinde og den tilbagevendte Michelle Pfeiffer, der her veksler mellem sin vanlige skønhed og en heks så ond og grim, at man næppe kan beskrive det.
Hvorfor vi straks iler med at uddele store roser til også filmens sminkører, som virkelig har været på mange særprægede opgaver for den britiske instruktør Matthew Vaughn.
Han sætter gang i løjerne ved at lade ungersvenden Tristan (en velspillende Charlie Cox) love sit hjertes udkårne, Victoria hjemme fra landsbyen, at han vil hente et stjerneskud hjem til hende.
Afdøde prinser Stjerneskuddet materialiserer sig imidlertid til endnu en yndig blondine, Yvaine (Claire Danes), da det rammer jorden. Den, der tager hjertet ud af en falden stjerne, kan sikre sig evigt liv. Snart har hun og Tristan et mildest talt besynderligt sammenrend af jægere efter sig. Hele syv prinser, hvoraf de fleste ganske vist er afdøde, samt heksen Lamia (Michelle Pfeiffer) udgør sammen med diverse fortryllede væsener forfølgerfeltet.
