Hvorfor endte Lucifer som brandstifter på mørkets side, skønt han om nogen af englenes ordener havde lyset? Hvordan kom Saruman i Saurons dystre tjeneste, skønt runden af maiaernes rækker fuldt så vel som Gandalf? Og hvordan forvandledes lysets jedi-aspirant Anakin Skywalker til Darth Vader, mørkets krigsherre? Mens det første spørgsmål finder sit svar i tilsandede skriftruller og det andet i Tolkiens efterladenskaber, har vi i næsten tredive år måttet kigge i vejviseren efter svar på det sidste. Men her kommer det, i den moderne massemyte med de store skabelsesberetningers ambition, 'Lucas' evangelium', som projektet med fuld ret blev kaldt i Lars Dahlagers præsentation i Politiken lørdag. Mysteriet om Anakin Men med denne tredje og bedste prequel til de oprindelige tre rumkrigssagaer fra 'en fjern galakse for meget længe siden', lykkes det virkelig George Lucas at besvare det åbne spørgsmål fra 'Stjernekrigen' anno 1977 (først udtrykkeligt præciseret med 'Imperiet slår igen', 1980): Sådan gik det til, at Obi-Wan Kenobis yngre staldbroder Anakin, den udvalgte, aldrig blev optaget i republikkens råd af jediriddere, men ved forræderi blev tvunget og lokket over på mørkets side og endte bag det berømte sorte visir med filmindustriens mest astmatiske åndedræt. Med Ewan McGregor fortsat i rollen som den slagfærdige yngre Obi-Wan (efter, dvs. før Alec Guiness' mere salvelsesfulde indsats i rollen som gammel) og Hayden Christensen som denne episodes absolutte hovedperson, Anakin, i lystig laser- og luftduel med fjenden lægger episoden ud i et højt tempo og med brug af alle de tricks og teknikker, Lucas' tryllefirma Industrial Lights and Magic har skabt, siden firmaet blev oprettet som hjælpetropper i 'Stjernekrigen'. Besøg Chewbaccas planet Krigeren opnår sin ultrakorte rast i hjemmet hos Natalie Portmans fadt smukke Padmé, og det får lykkelige følger. Men i Rådet vil jedi-anføreren Windu, igen spillet af Samuel L. Jackson, ikke optage den unge hedspore, før han har bevist sin modenhed og troskab. Kansler Palpatine fører sig endnu mere lusket frem end i toeren - og spilles for resten af samme Ian McDiarmid, der afslørede sig som Kejseren allerede for 20 år siden. Men tempoet sættes især af de rask skiftende slagscener. Vi skal jo på besøg i talrige galaktiske systemer - heriblandt go'e gamle lodne Chewbaccas planet Kashyyyk - og både have udryddet den gamle fjende Dooku (Christopher Lee, altså bemeldte 'Saruman') og kraniestaværet general Grievous. Der kæmpes til lands, til vands og i luften, men ikke mindst i staldbrødrenes afgørende tvekamp på lyssværd over glødende lavamasser på vulkankloden Mustafar. Men ligefrem sømløs kan man nu ikke kalde sammensyningen af bluescreen-kampscenerne her med den ægte lavabaggrund fra Etnas nyeste udbrud. Med al den action kan dialogen minimeres til talebobleomfang - heldigvis! Lucas får nu - mildt udtrykt - aldrig samme sans for dialog og psyke som sin gamle legekammerat Spielberg! Og lettere bliver det jo ikke af, at Darth Vader i mellemtiden er blevet fastelavnsudstyr hos Fætter BR. Hvad Lucas imidlertid har eminent sans for er massemyten. Hos ham er verdensrummet et ekkorum for bibelsk dualisme og antik skæbnetro, en sammensmeltning af højteknologi og trivialtragedie, som i denne afsluttende (?) episode lykkes næsten lige så godt som i pionerværket, den oprindelige etter, der nu er blevet en firer. I dagens anledning burde mine fire hjerter selvfølgelig være stjerner - og 'Stjernekrigen's veteraner vil nok mene, der burde være fem.