Cigaretrøgen bølger konstant som røg fra en kinesisk drages næsebor. Øjnenes mørke blommer løber over, så striber salt vand trækker sine våde streger ned over kvinders kinder. Slips er bundet skødesløst. Kjoler åler sig om perfekte venusmål. Lagnerne krøller. Ravgylden spiritus funkler om kap med kulsort hårs brillantine. Regn og lamper og mørkegrønne vægge. Selv de nussede pengesedler har en særlig sanselig kvalitet. '2046' er en film af Wong Kar-Wai og dermed nærmest pr. definition en udsøgt fornøjelse for øjet. Fotograferet af et hold med Christopher Doyle i spidsen og klippet med sindrig musikalitet af William Chang er '2046' en film, der næsten som et elektrisk stød minder om, at film først og sidst er billeder. Titlens tal har flere betydninger. '2046' er nummeret på det hotelværelse, Mr. Chow og hans elskede Su Lizhen i 'In The Mood for Love' brugte til deres hyrdetimer. 2046 er også året, hvor Hong Kong efter planen definitivt indlemmes i Kina. I filmen er årstallet 2046 også et metaforisk rum i fremtiden i en science fiction-roman med titlen '2046'. Et sted i fremtiden, hvor man kommer til med et mystisk tog. Her kan de elskende leve med deres minder. Stedet og tiden, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Med en enkelt undtagelse. Kun én mand er vendt tilbage med et særtog. Med afsæt i denne mere symbolske end videnskabelige science fiction-rammehistorie kastes fortællingen tilbage til 1960'erne, hvor stort set hele filmen udspiller sig. I et miljø, der med sin stemning og farveskala set med vestlige øjne egentlig snarere signalerer 40'ernes natklubmiljø. Tidsbilledet er på en underlig måde både afgørende og ligegyldigt. I dette kunstige tidsrum lever en nu desillusioneret Mr. Chow (Tony Leung) livet som playboy, journalist og forfatter. Selv om den dårende smukke Bai Ling forelsker sig i ham - eller måske netop derfor? - og de indleder et heftigt erotisk forhold, kan han ikke slippe mindet om Su Lizhen. Selv om hans værelse har nummer 2047, lever han i 2046. Altså årstallet, ikke værelset. For dér bor Bai Ling! Den eneste kvinde, han næsten kan blive forelsket i, er en anden kvinde med det samme navn, som da han var 'In The Mood For Love': Su Lizhen. Den ene spillet af Maggie Cheung, den anden af Gong Li. Som i en rus tung af opium, eros og melankoli blander kærlighedshistorierne sig sansemættede og desillusionerede ind i hinanden i denne fortælling om kærligheden, der kun er mulig at realisere som længsel og fortid eller som fiktion i en fortællers melankolske fantasi. Mr. Chows liv og de kærlighedshistorier, han skriver som forfatter, smelter sammen. Det er ikke helt nemt at hitte rede på fortællespringene og de mange smukke kvinder i filmen. Man kan godt have mistænkt den divaglade instruktør for at have vægtet antallet af skønheder højere end historiens strenge krav. Zhang Ziyi, Gong Li, Maggie Cheung, Carina Lau og Maggie Cheung ... hvis Tony Leung oven i købet har fået penge for at være med, må det være at betragte som et frynsegode! Med '2046' placerer Wong Kar-Wai sig som den moderne filmkunsts svar på de flamske mestre. Evnen til at se ansigtet bag ansigtet i sanselig opvisningsstil, hvor kameraet virkelig får lov til at dvæle ved ansigtstrækkets mest udsøgte detaljer og rummets rekvisitter. Men det er også indimellem, som om historien næsten fordamper foran en, mens man sidder og svømmer hen med duggede øjenæbler foran Wong Kar-Wais sukkerbilleder. Historien ligner mere og mere en drøm med drømmens klare billeder med diffus betydning. Det er den æstetiske eros, Wong Kar-Wai dyrker. I en grad og med et visuelt mesterskab, så man må konstatere, at det savner sidestykke i tidens filmkunst. Som melankolsk, følelsesflosset og emmende dekadent portræt af den umulige kærlighed er '2046' at betragte som et visuelt værk i sin helt egen vægtklasse. Men det også præget af en dyrkelse af æstetik for æstetikkens egen skyld, hvor kameraet så at sige er mere interesseret i at følge tåren, der trækker sit glinsende spor af våd diamant, end i følelsen bag tårens udløsning. Kombineret med historiens diffuse karakter gør det, at man forlader filmen i en tilstand af omtumlet billedberuselse spædet op med en anelse frustration.