Skuespilleren Tony Leung er kinesisk, nej, asiatisk films fødte aristokrat, på alle måder en modsætning til sin lige så berømte kollega, den anderledes jordnære action- og farcemester Jackie Chan. Dagens 50-års fødselar, der tit kaldes ved sit fulde navn, Tony Leung Chiu-Wai, for at skelne ham fra Tony Leung Ka-fai, er den perfekte romantisk-tragiske helt gennem en strøm af film gennem de seneste 30 år, og selv om han ikke har arbejdet uden for asiatisk film, er han berømt langt ind i de vestlige kulturer, ikke mindst på grund af samarbejdet med den forgudede instruktør Wong Kar-wai, der har brugt Leung i seks markante film og nærmest gjort hans fotogene sørgmodighed ikonisk. Har nogen for eksempel redegjort for maskulin sårbarhed så tragtende og uforglemmeligt som Leung i 'In the Mood for Love', filmen, der i 2000 gav ham skuespillerprisen i Cannes? Blev darling efter 'Hard Boiled' Han hævder, at han knap nok spiller skuespil. Han er født i Hongkong, og da han var otte, forsvandt hans far en dag hjemmefra og kom aldrig tilbage. Leung kæder selv savnet af faren sammen med behovet for at sublimere sine følelser over i kunsten: »Jeg er en stille og reserveret person, men når jeg græder (på film og tv), kommer det alt sammen ud, dér skammer jeg mig ikke. Publikum tror, at det er karakteren, der føler sådan, men faktisk er det mine egne følelser, der vælter ud«, har han sagt. Han blev børne-tv-vært som purung, slog igennem i soap-tv som romantiske helte og hårdkogte strissere og gjorde sig til alle betydende asiatiske instruktørers darling efter John Woos skoledannende 'Hard Boiled' i 1992. Hyldes som en fyrste af blodet Siden arbejdede han for kapaciteter som Anh Hung Tran, Hou Hsaio-hsien og Zhang Yimou, ligesom han spillede hovedroller for Kar-wai i film som 'Ashes of Time', 'Chungking Express' og 'Happy Together'. Han spillede den rolle i gangstersagaen 'Infernal Affairs', som Leonardo DiCaprio fik i Martin Scorseses genindspilning, 'Departed'. Ang Lee brugte ham som den ømme, sadomasochistiske elsker i mesterværket 'Lust, Caution', og i Vesten holdt han gryden i kog i veritable blockbustere som 'Hero' og 'Red Cliff'. Få skuespillere i verden ser lige godt ud i historiske kostumer med pludderbusker og eksotiske hatte som i moderne film i jakkesæt. Han lavede opfølgeren til 'In the Mood for Love', '2046', og udtalte, overrumplende bramfrit, til New York Times om filmens mange elskovsscener: »Jeg håber, min røv tager sig lige så godt ud som mit ansigt«. I Hongkong hyldes han som en fyrste af blodet, hans bryllup i 2008 blev dækket som Charles & Dianas, og ingen kan i regionen måle sig med ham, hverken hvad angår berømmelse eller ren faglig respekt.
Bramfri skuespiller-fødselar: »Jeg håber, min røv tager sig lige så godt ud som mit ansigt«






























