Det er så italiensk, at det næsten ligner en parodi på en turistreklame. Spaghetti i stride strømme, uægteskabelige affærer i massevis, en liderlig ung litterat, flyvske planer, uafklarede familieforhold, blafrende, blomstrede kjoler og en forelsket dansk turist. Mama mia for en romantisk risotto med alt for mange ingredienser og alt for lidt substans. Naturligvis er 'Agata og stormen' charmerende i al sin buldrende livskraft, men det er desværre også det mest positive, man kan sige om Silvio Soldinis indviklede og langstrakte komedie om jagten på familiære rødder og den store kærlighed. Temaerne er nogenlunde de samme, som instruktøren anslog i 'Brød og tulipaner' på en lidt mere musisk og sammenhængende måde. Og nå, jo, så er vores gode gamle kursist fra 'Italiensk for begyndere', Ann Eleonora Jørgensen, sandelig blevet så ferm til sproget, at hun mildt og fint behersker sin birolle som tidligere borgmester i Stubbekøbing. Hun er rejst til Italien for at finde arkitekten Gustavo, som hun er brændt varm på. Men han er meget travlt optaget med at opklare, hvem hans virkelige far er, sammen med sin pludseligt opdukkede halvbror, Romeo, og smukke Agata (Licia Maglietta), som måske i virkeligheden slet ikke er hans søster alligevel. Resten af handlingen skal ikke forklares, men opleves, hvis man er i humør til en stribe italienske tilfældigheder, bundet sammen af et smukt landskab og tilværelsens ulidelige krusninger på det, der her forbliver overfladen.