Hvor moralsk, ideologisk og socialt betændt diskussionen om abort var - og enkelte steder stadig er - ses måske enklest i sproget: 'Englemagersker' hed engang de kvinder, der ekspederede 'ufødte børn' direkte i Himmerige. Stillingsbetegnelsen 'kvaksalver' virkede også tilsigtet skræmmende, skal jeg hilse og sige fra os seksuelle debutanter fra før aborten den blev fri. Et ord som 'fosterfordrivelse' gør unægtelig også det spæde liv mere anskueligt end eufemismen 'menstruationsregulering', som borgerskabet foretrak om egne uheldige døtre. Vera Drake kalder det slet og ret at »hjælpe unge piger, der er kommet galt af sted«. Og i modsætning til den 'veninde', der formidler kontakten, tager Vera ikke en øre for at rykke ud med gummislange og sæbevand - gammel, velprøvet metode. Dét sker nogle gange om måneden her i 1950, som led i hendes øvrige flittige virke med at gøre rent hos et par velhavende familier, se dagligt til sin sengeliggende mor plus et par andre nødlidende i arbejderkvarteret samt selvfølgelig holde hus for mand og to hjemmeboende voksne børn - der intet aner om hendes særlige hjælpeaktioner. Kun rengøringsarbejdet er lønnet, resten af pengene tjener hendes Stan som bilmekaniker på brorens værksted. Men Vera nynner fornøjet til det hele, skønt hun har så summende travlt, at der dårligt er tid til at erstatte papillotterne med den lille, flade damehat, før hun traller videre til næste gøremål. Indimellem når hun også at invitere en fåmælt pebersvend hjem til te, så han kan blive svejset sammen med hendes endnu mere generte datter. Imelda Staunton har allerede - ligesom hele den film hendes beskedne figur er altdominerende centrum i - fået en Guldløve og er nomineret til en Oscar for sin fuldkommen uforglemmeligt indtagende lille kone. Feministisk pioner eller martyr? Næ, i egne øjne bare naturligt hjælpsom, lidt enfoldig - men før velfærdssamfundet, med arbejdsløshed og rationering på alt fra sukker til cigaretter, er hun i sine luvslidte grøn-brune frakker, striktrøjer og kitler et solstrejf i hverdagen, en frelsende engel. Indtil lynet slår ned hos familien Drake. En pige, Vera har hjulpet, må på hospitalet. Politiet indblandes og tropper op midt i den beskedne forlovelsesfest for Veras datter. Fuldkommen choklammet bliver Vera anholdt, og med et skarpt set lille eksempel på retfærdighedens klasseforskel må Stan - lige så ægte spillet af Phil Davis - traske til fods efter politibilen, stadig uden at ane, hvad sagen drejer sig om: At Vera har praktiseret gratis mødrehjælp - uegennyttigt, men også uautoriseret og ulovligt er det jo, fastslår retten. Med dét, konkret tidsbundne og dog tidløse, dilemma forlader socialdokumentarismens mester Mike Leigh sin tilskuer, efter en film, der må gå direkte ind i filmhistorien. Tidsbilledet er detaljerigt overbevisende, og den enestående genuine titelrolle og bundsolide biroller er indfanget af set kamera, der dårligt kan komme til i de smalle køkkener og små stuer. Enkelt - et par steder måske lovlig enkelt - fortalt, uden de ellers fristende eksistentielle, moralske, politiske kommentarer. Bortset fra én perspektiverende lille parallelhandling: Datteren i et af de velhaverhuse, hvor Vera gør rent, kommer også »galt af sted« - men her sørger forældrene for legal abort på privatklinik efter 'psykiatrisk indikation' (jvf. Mødrehjælpen herhjemme) - mod en pris, ingen arbejderkvinde ville have råd til. Dette alternativ til 'kvaksalveriet' kommenteres heller ikke, men tydeliggør dog ganske enkelt, hvad der stadig gælder i store dele af verden: At det i grunden er fattigdom, der er gjort til forbrydelse!