At se førhen superseriøse Steven Soderbergh som leverandør af den lettest tænkelige underholdning er nok et smil i skægget værd. Efter succesen med genindspilningen af den mere end 40 år gamle kupkomedie 'Ocean's Eleven' fortsætter Soderbergh, hvor han slap. Men Soderbergh havde ikke været Soderbergh, hvis ikke han havde indbygget en eller anden form for udfordring i stoffet. I 'Ocean's Twelve' handler det ikke kun om at stuve et rekordstort antal stjerner sammen i én film. Selv om antallet godt nok er imponerende, nu hvor George Clooney, Brad Pitt, Julia Roberts og de andre tyveknægte får selskab af både Catherine Zeta-Jones og Bruce Willis. Man skulle næsten tro udfordringen har været at fremstille en røverhistorie med så lidt hoved og hale som muligt og slippe godt fra det. En historie om politi og røvere uden blod og biljagter. Hvor Soderbergh i 'Ocean's Eleven' var stærkt optaget af at fremvise selve det lækre urværk i det ekstremt indviklede kupforsøg, går han i 'Ocean's Twelve' nærmest i den modsatte grøft. Her handler det ikke om teknisk troværdighed, men om afledningsmanøvre og illusionskunst. En strategi tyvene deler med instruktøren. Det mest indviklede kup må man således selv tænke sig til. Det er som om udfordringen har været denne: Hvor meget kan man slippe af sted med? Hvilket vil sige: Hvor lidt kan man slippe af sted med at fortælle? Ikke så lidt, må det tvetydige svar lyde. 'Ocean's Twelve' er en slags post-moderne variant over elegant gammelt pjat. Uhøjtidelig slagfærdighed fra Sinatras dage via 60'ernes 'De Uheldige Helte' til nutidens citationstegn, hvor ingen løfter et øjenbryn, hvis man lader røverne citere Coen-brødrenes 'Miller's Crossing' midt i det hele. Fortalt til et kamera, der denne gang ikke minutiøst følger kupteknologiens lækkerier, men i moderne håndholdt stil springer hid og did i hælene på figurerne. Når fotografen Chris Connier da ikke lige excellerer i vildt blærede kameravinkler, der absolut kun har til formål at kildre øjet. Den håndholdte stil fastholder derimod at foretagendet er på gyngende grund. En rivaliserende mestertyv har stukket Danny Ocean og hans bande til deres ærkefjende Terry Benedict (Andy Garcia). Tyvene skal skaffe 160 millioner dollar på to uger. Hvilket unægtelig er en klatskilling og kort tid at løbe på, når man først skal finde på et bytte, der er tilstrækkeligt værdifuldt. Som mestertyven Natræven er Vincent Cassel en raffineret modstander. En rival vore helte må tage alvorligt. Men det er så også stort set det eneste, der skal tages alvorligt. Resten er det rene pjat, men charmerende og særdeles underholdende pjat. Hvor 'Ocean's Eleven' på trods af de forsamlede stjerner tog logistikken i plottet alvorligt, forlader 12'eren sig helt og holdent på humor og stjernedryssets magi. Man kunne med godt ret vælge blot at ryste på hovedet. Eller også må man, som jeg, overgive sig til filmen, der næsten ikke var der. Hjulpet godt på vej af David Holmes' funky og supersprælske soundtrack, der er en helt uundværlig rekvisit i dette cool stykke illusionskunst. Efterhånden er jordforbindelsen og filmen et rent postulat. Man svæver afvæbnet af sted i selskab med absolut velklædte tyveknægte på en dum lille lyserød sky, der har en påfaldende lighed med en limpind glitrende af stjernestøv.