Der er nu noget opmuntring og fortrøstning i Cirkelines sejlivede og velfortjente succes - midt i en frembrusende animationsindustri på speed, med computergenererede dobbeltlag af selvironi over trolde- og superhelteklicheerne. Ikke et ondt ord om dém, men lige så virkningsfuld og nok så musisk er go' gammeldags 2D flyttefilm nu stadig, med de lyse, lette pastelbaggrunde, Jannik Hastrups tegnestue efterhånden har udviklet til det sublime, som vi så det sidste år i det fortjent prisbelønnede polarsagn om 'Drengen der ville gøre det umulige'. Musisk, ja. Musene har jo helt overtaget hovedrollen fra den mariehønseprikkede pige med tændstikæskesengen og strithåret, der stadig lægger navn til titlen på denne tredje spillefilm. Cirkeline selv rejser med tegneren til Tyrkiet i begyndelsen af filmen og dukker først op igen i de sidste sekvenser. Mens hendes musevenner Ingolf, Frederik og Viktor, dén lille orm, gør, hvad de kan for at følge efter hende til det evige EU-ansøgerland - og dermed skaber filmens handling. De bliver blinde passagerer på deres flatulente bedstefars, musepiratens skib. Hans stemme har Jesper Klein lagt i de hyggeligste folder, både når han brokker sig over ungerne, og når han fortæller sørøverhistorier. Ombord er også 'Ali', dvs. den tyrkiske musepige Özlem, der i et parallelt handlingsforløb var træt af at blive holdt nede af sin far og sine brødre og så løb hjemmefra - helt til Danmark - forklædt som dreng. Den fælles modstander er en skibskat, som bestemt ikke har opfundet den dybe madskål. Plottet er sandt at sige denne gang en lovlig rodet tur-retur mellem ostelagre, isbjerge og megaprutter. Voksne kan vel også finde det lidt fattigt kun at se osteorgier og bedsteforældre som tryghedsfaktorer - Bodil Udsen lægger klogt kaglende stemme til Kleins modstykke, en tyrkisk bedstemor. Katten er heller ikke nogen spændende 'skurk'. De oprindeligt 'dumme', Özlems far og brødre, bliver jo 'søde', når hun redder dem og dermed bliver superhelt. Så de atter passer ind i det mønster, filmens slutdedikation så rørende enkelt opridser: »Tak til alle flygtninge og indvandrere, fordi de har beriget det danske samfund«. Cirkeline-traditionens politiske verdensbillede fornægter sig ikke, men der er jo musik og renlivet humør i hver en scene. Og kernepointerne er nødvendig integrations- og kønslogik for enhver, fra de ældste vuggestuebørn til de sureste imamer: Piger er lige så gode som drenge, og kvikke piger er dumme knægte langt overlegne. Også i kulturer, hvor piger ellers bare skal holde kæft og være smukke, med eller uden slør.