At miste sit barn er vel omtrent det værste, et voksent menneske kan komme ud for. Men hvis man oven i købet også skal tvinges til at glemme barnet og slette fortiden fra sin hukommelse, er livet så ubærligt, at man må gøre noget. Det gør Telly Paretta (Julianne Moore) så. 14 måneder og 6 dage inden vi møder hende hos sin psykolog (Gary Sinise), er hendes 8-årige søn Sam død i et flystyrt. Siden har hun levet med sin store sorg og som en lillebitte kompensation for det tabte liv, dyrket videoer og fotografier af Sam i sit stilfulde Brooklyn-hjem. Nu vil hendes mand, Jim (Anthony Edwards) og psykologen have hende til at lægge sorgen bag sig og komme videre. En dag har nogen - Jim? - fjernet Sam fra et foto af den lykkelige lille familie, og da Telly opdager, at videofilmene med sønnen er slettet, bliver hun rasende af desperation. Mens andre fysiske beviser på Sams eksistens som hans baseballhandske og kasket også forsvinder, får omgivelserne Telly Paretta til at tvivle på, om hun overhovedet har haft en dreng. Eller om hun simpelthen har opfundet Sam som led i en psykose, sådan som de hævder. Men kun i et kort øjeblik, så flygter hun for at opsøge den tidligere sportsstjerne Ash (Dominic West), hvis datter også var med på det forulykkede fly. Han nægter i første omgang, at han overhovedet har haft et barn, men da det begynder at dæmre for ham i de spruttåger, han har svøbt sig selv og sin sorg ind i, danner de to et klassisk makkerpar og sætter thrilleren i gang for alvor. Omdrejningspunktet bliver aldrig, om børnene virkelig har eksisteret, for det er man ikke i tvivl om. Men hvad er der sket med dem, og hvorfor skal deres forældre hjernevaskes til glemsel? Og hvorfor truer sagen den nationale sikkerhed i USA? Er det nazister, terrorister eller væsener fra det ydre rum, de stakkels forældre er oppe imod? Hvem er den mystiske mand, som dukker op overalt og ikke tager skade af hverken skud eller af at blive kørt ned af biler? Mens filmen eskalerer med Telly og Ash imod resten af verden, lykkes det for instruktøren, Joseph Ruben, der gennem film som 'Sleeping With The Enemy', 'The Good Son' og 'The Stepfather' har vist sin indsigt i familielivets mørkeste sider, at fastholde spændingen. Han komponerer scenerne fint med nogle både smukke og truende overflyvningsbilleder, inden vi føres ind i handlingens hjerte. En række behersket anvendte, men absolut gedigne chokeffekter får rumpen til at lette sig et par centimeter i biografsædet. Lige indtil vi nærmer os slutningen, og alle ens værste forudanelser bliver bekræftet. Der er ingen mulig måde at løse den gåde på, som 'The Forgotten' har stillet op. Andre end den på en gang vanvittige og dybt banale, vi desværre præsenteres for i en dårlig parodi på 'The Twilight Zone' og 'The X-Files'. Æv, for opbygningen fungerer fint, og Julianne Moore er - som altid - fremragende som den knuste, men ikke desto mindre viljefaste og energiske mor. I virkeligheden spiller hun selve det moderskab, man ikke kan nedbryde, hvilket også er en af filmens 'pointer'. Vi når med andre ord halvvejs ind i en rigtig fin psykologisk thriller, der kan chokere selv hærdede biografgængere og ender med et ligegyldigt skuldertræk. Damn. Det eneste, de i virkeligheden glemte, var slutningen.