Vanskelighederne ved at føre splittede familier sammen igen behøver ikke kun bestå i statsgrænser. Her er hindringerne snarere af psykosocial art, og dét anskueliggøres enkelt og behændigt ved krydsklipning mellem parterne: Her har vi en familie - far, mor, to teenagebørn og bedstemor - i bil fra Pennsylvania på vej til Thanksgiving-middag hos den ældste og i forældrenes øjne fortabte datter. Og her er hun selv, April, i sin ret usle boligkarré på Manhattans mest kulørte Lower East Side, i færd med at tilberede ikke fedekalven, men dagens traditionskrævede kalkun med fars og mos og hele svineriet. To effektive fortællemotorer er sat på skinner. For skønt bedstemor er senildement, ungerne skændes, og den vovsede far prøver at mægle, er deres bøvl intet imod den sortseende, kræftramte mor, spillet med suveræn vekslen mellem kvælende livagtig lidelse og brækanfald og så en udspekuleret manipulation med dette martyrium i et isnende ironisk tyranni. Patricia Clarkson er velfortjent belønnet med et haglvejr af medaljer for rollen. Vil dén vognladning familiebetændelse nogensinde nå frem til middagen? Og vil middagen på den anden side nogensinde blive klar? Når nu Aprils sorte kæreste er gået ud for at finde pænt tøj, men ender med at blive overfaldet af hendes tidligere, hvide kæreste; og når hun selv ikke kan få gang i ovnen, men må slide trapper for at låne stegetid hos både afrikanske og kinesiske naboer. For ikke at tale om Sean Hayes, der i en perlebirolle som neurotisk skødehundeejer (med knap så løse håndled som hans husven i tv-serien 'Will & Grace') tager kalkunen som gidsel. Katie Holmes strider imidlertid med helt at overbevise som April, en følsom sjæl bag en hårdkogt maske, hvis udspring man dog udmærket fatter - med dén mor. Og det gnistrende gensyn mellem de to, som begge fortællespor bygger op til, fuser desværre ud som en grumme postuleret happy ending. For Peter Hedges, der skrev roman og manus bag 'Hva' så Gilbert Grape?' samt manus til 'About a boy' og her debuterer som instruktør, ejer godt nok fortsat hjertevarme og mild humor; men her viser bagsiden af de egenskaber sig desværre også som en idyllisering af underprivilegerede klasser og folkeslag. Klumper af klæg socio- og etnosentimentalitet, hvis der var noget, der hed dét, og lige så svære at få ned som halvstegt kalkun.