Udfordringen for Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling er, bog for bog, at finde og holde en balance mellem den barnlige fantasis vidunderlige hittepåsomhed og de stadig mere alvorlige temaers mørkere tonefald. At ville skrive en serie børnebøger, der samtidig er en udviklingsroman, som udvikler sit tonefald i takt med hovedpersonens alder, er en krævende og spændende opgave. Det samme gælder for filmatiseringerne af Harry Potter-bøgerne. Her er opgaven på en måde endnu sværere. I en romans langsommere tidsregning kan man lettere springe frem og tilbage mellem kapitler med forskelligt indhold, end man kan i en komprimeret filmfortælling. Den truende diskrepans mellem barnlig humor og voksen alvor bliver først et påtrængende problem for Rowling i bog nummer 5. Men allerede i 3'eren, 'Fangen fra Azkaban', må en filmatisering søge at finde et nyt guldrandet snit. Om ikke andet, så fordi den 13-årige Harry Potter i Daniel Radcliffes skikkelse ikke længere ligner et barn. Det blev noget overraskende op til den mexicanske instruktør Alfonso Cuaron ('...og din mor!'), at overtage stafetten efter Chris Columbus. Den amerikanske instruktør med 'Alene Hjemme' på visitkortet havde kontant og knusende sikkert iscenesat de to første Potterfilm med fart og tempo. Hvis tanken har været, at Rowlings måske bedste roman, 'Fangen fra Azkaban', kræver mere subtile løsninger end 'De Vises Sten' og 'Hemmelighedernes Kammer', har man valgt rigtigt med Cuaron, hvis største fortjeneste er, at den tredje Potterfilm har fået et mere raffineret og poetisk look. I nteriøret på Hogwarts virker mere drømmeagtigt og mindre mekanistisk i sin fantasifuldhed. Udendørsscenerne er filmet som et bud på en kornet magisk realisme langt fra barnekammerets verden. Hvor Columbus sprang adræt fra det ene højdepunkt til det næste, har Cuaron en mere glidende fortællestil. 'Harry Potter og Fangen fra Azkaban' er simpelthen en smukkere film end sine to forgængere. Humoren er underfundig, snarere end kontant. Den ligner en 'rigtig' film snarere end en børnefilm. 'Fangen fra Azkaban' har to store bonusoplevelser. Den ene er en fornem animation af hippogriffen Stormvind. Det er næsten ikke til at tro, at denne mellemting mellem en hingst og en ørn ikke findes! Den anden er en overrumplende morsom Emma Thompson i rollen som spåkone med hinkestensbriller. Den nye Dumbledore, Michael Gambon, medvirker kun så kort, at præstationen dårligt kan vurderes. Hvad der til gengæld kan vurderes og findes mangelfuldt, er Cuarons greb om spændingen. Uden en direkte konfrontation med den onde Lord Voldemort er 'Fangen fra Azkaban' underlagt en mere subtil spændingsskrue, som står og falder med spillet om de hemmelige identiteter. Hvilken hemmelighed har den nye lærer Professor Lupus? Er den undvegne Azkaban-fange, Sirius Black (Gary Oldman), næst efter Voldemort den ondeste mand og den største trussel mod Harry Potter? Eller er sandheden om ham en helt anden? Det lykkes slet ikke for Cuaron at få den eskalerende trussel fra Sirius Black til at ulme under begivenhederne. Og hele den afgørende fortælling om Røverkortet lavet af pseudonymerne Hugtand, Køter, Krone og Ormehale, bliver, betragtet som suspense, reelt nærmest tabt på gulvet. Hvad man samtidig vil miste, er den hidtil udelte opmærksomhed hos børn fra ni år og nedefter. Det behøver man selvfølgelig ikke bekymre sig om, al den stund filmen har fået censurbetegnelsen 11 år. Der er faktisk ikke noget i filmen, der er lige så uhyggeligt som Voldemorts slubren enhjørningeblod i 'Hemmelighedernes Kammer', men 11 års-grænsen signalerer ganske godt kravene fra en mere indforstået og indirekte fortællestil. Cuaron er en mere lyrisk billedmager, men Columbus var en mere underholdende og medrivende fortolker af Potter-universet. Ingen af dem skal imidlertid instruere 'Flammernes Pokal'. Næste mand ved roret bliver nemlig Mike Newell ('Fire bryllupper og en begravelse').