Den sidste store strid er brudt ud.
Det ultimativt onde i Voldemorts viderværdigt næseløse skikkelse har indledt sin endelige jagt på det ubetinget renfærdige og gode, inkarneret af Harry, Hermione og Ron, endnu kun elever i magiens kunst.
En supermagt af tilintetgørelseskræfter sat ind mod trioen, der kun har hinanden og så den smule trylleri, de har nået at annamme på magikerkostskolen Hogwarts gennem de seks foregående film.
LÆS ANMELDELSE Mørket rykker ind på Hogwarts
Kun den mest forbenet fantasiforladte muggler vil vel rynke på næsen ad en film, hvor alle filmkunstneriske og animationstekniske sejl er sat for at holde højde med dét opgør.
Men selv med næsen glattet ud skal man altså både holde ørerne stive og øjnene på stilke for at følge med, blandt andet fordi filmen nok er den syvende, men ikke den sidste, modsat bøgerne.
Romansuitens afsluttende bind syv har instruktøren, Yates – som nu har været ved roret siden femte Potterfilm, hvor mørket begyndte at fortættes – besluttet at skære over til to helaftensfilm.
Måske den bedste af mulige løsninger, men ikke uden omkostninger.
Scepter, æble og krone
Med hele sit sorte slæng af snappere og dødbidere har Voldemort taget magten over både ministeriet for magi og læreanstalten Hogwarts. Kost(eskaft)skolen ser vi desværre ikke meget til her, men vores unge hovedpersoner er nu også over skolealderen.
Harry, Hermione og Ron spilles stadig af Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint (nu henholdsvis 21, 20 og 22 år) ligesom i den første Potterfilm for næsten ti år siden.
LÆS ANMELDELSE
Afdøde rektor Dumbledore har imidlertid testamenteret trioen nogle nyttige sager: Ron arver en deluminator, som er mere end bare det modsatte af en lommelygte. Hermione arver rektors eksemplar af bogen ’Barden Beedles eventyr’. Og Harry selv arver det gyldne lyn, den lille, bevingede guldkugle fra quidditch-turneringerne i luften over Hogwarts.
De tre ting ligner lidt dødsregalierne (scepter, æble og krone), i hvert fald en nøgle til dem. Og et symbol for dem, brugt som halssmykke, bliver vore venners spor i forsøget på at tilintetgøre Voldemorts horcrux’er, en slags amuletter, som han har investeret stumper af sin sorte sjæl i.
Som Tolkiens ring
Til det formål må de jagede selv blive jægere og opsøge fjenden:
En horcrux hænger om halsen på den pinligt stuerene fascist Dolora Nidkjær (Imelda Staunton med en messingpermanent, der siger agurk til Birthe Rønns), nu chef for inkvisitionsdomstolen i ministeriet for magi og med samme retfærdighedssans som Hjerter Dronning i ’Alice i Eventyrland’.
Besøget i ministeriet er et højdepunkt, lige fra adgangen dertil via de offentlige toiletters udskylning og til flugten, hvor Ron bliver hårdt såret.
Og ligesom ringen hos Tolkien fordærver horcrux’en selv den solide Rons tillid, så han går sine egne veje, mens Harry og Hermione vover sig ud til tankelæser-Lunas far, Xenofilius Lovegood (den snurrige Rhys Ifans), og til Godric-dalen, stedet, hvor Harrys forældre i sin tid blev dræbt og begravet.
Alfens oldstav
Kan vore venner nå det hele? Og kan du følge med?
Der er unægtelig rigtig mange ingredienser i HP-sovsen ved denne (næst)sidste ombæring og ikke tid til at dvæle ved særlige lækkerbiskener.
LÆS OGSÅ Anmelderne glæder sig allerede til Harry Potter 7.2
Selv da Rons skytsånd – et dådyr – viser Harry vej til sværdet i søen, kniber det med plads og tid til den tiltænkte kong Arthur-genklang.
Filmens bevægende højdepunkt står den både stolte og bedrøvelige alf Dobby for, mens romanens mange specielle tryllestave faktisk er for visuelt uanselige til, at fundet af ’oldstaven’ ( the Elderwand, altså både den ældstes stav og hyldetræsstaven) udgør nogen tilfredsstillende afslutning på en film, der i dén grad ’fortsættes i næste nummer’.
fortsæt med at læse
