Der har sådan set aldrig været i tvivl om, at en amerikansk filmatisering af J.K.Rowlings populære 'Harry Potter'-bøger ville blive flot at se på. En sund skepsis har snarere knyttet sig til filmens tone og stilleje. Ville den amerikanske instruktør Chris 'Alene hjemme' Columbus mon virkelig være mand for at fange den udpræget britiske stemning og ramme den hårfine balance mellem hygge og uhygge, mellem menneskelighed og magi? Men skepsis er som forduftet efter 2 time i selskab med Harry Potter & co. 'Harry Potter og De Vises Sten' er ganske enkelt blevet så vellykket som man overhovedet med rimelighed kunne have drømt om på forhånd. Kampen om De Vises Sten Filmatiseringen gælder den første af 'Harry Potter'-bøgerne. En magisk forvaltning af det klassiske eventyrtema om en stakkels Askefis, der må henslæbe en trist tilværelse hos en familie, der ikke elsker ham, men som pludselig en dag får at vide, at han i en anden verden faktisk er noget ganske, ganske særligt. I denne parallelle virkelighed er den lille forældreløse brilleabe ikke blot både troldmand og glitrende sportsstjerne, men ligefrem identisk med den legendariske Harry Potter, der er udset til at skulle tage kampen op mod Mørkets Herre. I den første fortælling står kampen om De Vises Sten. Virkeliggørelsen af alkymisternes hemmelige drøm, der rummer så potent en magi, at den vil kunne gengive Lord Voldemort de kræfter og den skikkelse, Voldemort ti år tidligere mistede i konfrontationen med den etårige Harry Potter og hans forældre. Et opgør som kostede Harrys far og mor livet. Såvidt spændingsmomentet. Men først og fremmest er den første filmatisering af den første bog en introduktion til det magiske Hogwarts. Troldmandskostskolen under ledelse af den hvide troldmand Albus Dumbledore. Akademiet hvortil man ankommer med Hogwarts Ekspressen, der dampende og prustende afgår fra perron 9 på King's Cross. På Hogwarts lærer man om eliksirer, besværgelser, magiske dyr og dyrker sporten quidditch med samme entusiasme som en ægte englænder fra Mugglernes verden dyrker sin cricket og sin fodbold. Det er dette Hogwarts, Chris Columbus så overbevisende fremmaner i, hvad der vil blive den første af en række Harry Potter-film. Den næste, 'Hemmelighedernes kammer', er allerede sat til premiere om et år. Loyalt manuskript Steven Kloves har skrevet et manuskript, der lægger sig tæt op ad Rowlings roman. En loyalitet som har resulteret i en spilletid på næsten 2 time. Hvilket dog ikke føles som et minut for meget. Computeranimation er med sikker hånd brugt til at forstærke fortællingens grundlæggende sprudlende fantasi. Alle der har læst 'Harry Potter', har deres egen version af Hogwarts og dets indvånere, men det er svært at forestille sig, at særlig mange vil opleve filmens fremstilling som et eklatant sammenstød med deres egne forestillinger. Vel er Hermione Granger lidt mere køn end antaget og vel er professor Snapes hår knap så fedtet og langt som formodet, men det er altså også i det format afvigelserne finder sted. Heldigvis har man holdt sig til britiske skuespillere i små som store roller. Fra John Hurt, der bestyrer tryllestavsbutikken i Diagonalstræde, til John Cleese i rollen som spøgelset Næsten Hovedløse Nick. I de store gennemgående roller er Richard Harris en solid Dumbledore, Maggie Smith en kloghjertet professor McGonagall og Alan Rickman et inspireret valg som den kolde og ubehagelige professor Snape, der som altid må finde sig i at være plottets lokkedue. Severus Snape er tryllekunstneren Rowlings' yndlingstrick. Mens Harry og vi andre holder et skarpt øje med den luskede Snape, kan andre upåagtet udføre deres lumske kneb i ly af hans usympatiske skikkelse. Halvkæmpen Hagrid i Robbie Coltranes skikkelse er filmet i frøperspektiv og tårner sig godmodigt trampende op ganske som han skal. Meget står og falder selvfølgelig med Harry Potter-skikkelsen. Her må man konstatere, at Daniel Radcliffe er helt dækkende. Ham vil man gerne se vokse til sammen med de næste afsnit af eventyret. Vellykket visualisering Hogwarts ligner simpelthen et sted, ethvert barn ville elske at gå på eventyr. Gammeldags og hyggeligt, men med et aktivitetsniveau som i en playstation-spil. Klassisk eventyrmusik med mystik, dramatik og tryllestøv i lange baner er leveret af mesteren John Williams. Chris Columbus går ingen steder decideret galt i byen. Han går ganske vist let hen over den underliggende smerte i Harrys savn af sine forældre. Og man kan godt sidde med en fornemmelse af, at konflikterne mellem mugglere og magikere, og mellem adel og middelklasse, ligeledes er underspillet. Men det er på den anden side også modsætninger og konflikter som Rowling først hen ad vejen skærper i sine bøger. Selv den dickenske fornemmelse i Diagonalstræde får Columbus på kornet, og flere steder lykkes det faktisk at give bogens univers en ekstra dimension. Skildringen af den nissedrevne Gringotts Bank er et eksempel. Et andet er den imponerende vellykkede visualisering af den ellers på papiret ret så indviklede sportsgren quidditch. Uden computeranimation var det selvfølgelig ikke gået, men der er på intet tidspunkt noget tomt eller sjælløst over de mange effekter. Eleverne flyver rundt på koste, malerierne taler, en babydrage udklækkes og alting føles såmænd som den rene og skære magi. Harry Potter-feberen har længe hærget blandt store og små. Med denne vellykkede filmatisering vil den givetvis rase videre. Censur-betegnelsen »tilladt over 11 år« skal nok give anledning til overvejelser og diskussion rundt omkring spisebordene i de små hjem. Hyggen vejer ganske vist klart tungest i 'Harry Potter og De Vises Sten', men der er nogle få seriøst skræmmende scener. Den uhyggelige Voldemort er ikke til at spøge med. Det ved enhver, der har læst bøgerne. Men heldigvis ved man så også, at Harry Potter i sidste ende klarer ærterne, så han, Ron og Hermione om et år vil være klar til premieren på 'Hemmelighedernes kammer'. Det bliver ikke helt nemt at vente.