Hjertet kan udskiftes, ad kirurgisk vej. Dét ser vi demonstreret som optakt til dette sammensatte nutidsdrama om nærmest det modsatte: at vi elsker og lever uden fortrydelsesret, med tvivlsom chance for at begynde forfra, selv om vi vender os om. Og selv om vi i første forsøg glemte at elske eller leve, som det sker for nogle af personerne her. Hjertekirurgen Rickard er én af dem. Hans karrieres mange flytninger og dobbelte vagtskema - også seksuelt - er en neurotisk virkelighedsflugt fra de nærmestes krav på nærvær. Da han går glip af en forfremmelse, bryder det sammen for ham, men ikke mindst for hans kone bliver tabet måske en vej tilbage til livet. Med højfølsom diskretion rammer Pernilla August og Jakob Eklund smertetonen så rent, at deres historie kunne have udgjort en hel film. Men den er kun en tredjedel af de skæbner, der her krydsklippes, skønt de fysisk kun tilfældigt passerer hinanden i et gadekryds undervejs. For den noget ældre Anita er tilværelsen allerede brudt sammen, da hendes mand efter et slagtilfælde vågnede op til en ny forelskelse - i fysioterapeuten. Skuffelsen, ydmygelsen og den sociale afmagt sætter sig som et altædende raseri, Anita må have afløb for, så hun bryder ind i hans ny liv. Bogstaveligt og ubarmhjertigt. Ann Petrén fik en velfortjent 'guldbagge' for det indædte og råt morsomme portræt af den forsmåedes utilfredsstillende hævn. Samme svenske filmpris fik Ingvar Hirdwall for sin rolle som halvdelen af et traumatiseret modent ægtepar, der vil fortrænge resten af verden og dermed også tabet af deres datter, så de vil betale en lille formue for at blive muret inde! Tilbuddet i denne tredje historie går til en måneskinsmurer, der ligesom kirurgen er ved at knokle sig fra familie og hjem, men den fornuftsstridige opgave bringer ham til besindelse. Dét vil den 43-årige svenske Björn Runge med sin hidtil bedste, fine og barske film i sporet efter læremesteren Roy Andersson: vise nødvendigheden af at besinde sig på det ene liv med de nærmeste, med de tab og krav, det stiller os over for. Det tredobbelte forløb, tilsyneladende overkill, tvinger til en pladsøkonomisk præcision og fokusering på skuespillets fineste virkemidler og skaber en enestående stærk virkning af rå humor, dyb smerte og usentimentalt nærvær.