Anden, han er for cool

Lyt til artiklen

'Terkel i knibe' er Danmarks første 100 procent computeranimerede spillefilm, og den er et hit. I hvert fald hvis man er tunet ind på Anders 'Anden' Matthesens ramsaltede humor, og hvem er ikke det efter 'Jul på Vesterbro' og 'Simon Spies' på Gasværket? Anden har i det forløbne år været her, der og alle vegne. Det er en timing, der ikke kunne være bedre for filmatiseringen af fortællingen, der fødtes som hørespil i DR B&U. For der kan nok også være brug for at gøde jorden, når man radikalt nyfortolker begrebet familiefilm i retning af blod, bajere, bong og bundsjofle replikker. I familiefilm skal de voksne normalt helst være lidt barnlige. I 'Terkel i knibe' er det derimod børnene, der er nok så avancerede i adfærdsmønstrene. Anden lægger stemmer til samtlige medvirkende i historien om Terkel, der kommer så gevaldigt i knibe. En ganske almindelig hårrejsende skoledag. På A-Film har man fundet en fræk street-stil, der nærmest kan beskrives som virtuel modellervoks, som swinger. De bløde former fra de britiske 'Walter og Trofast', den rå børnehumor fra 'South Park' og et ekko af looket fra 'Toy Story' smelter sammen med noget umiskendeligt ironisk dansk præget af det oprindelige kvalitetsstempel B&U. Instruktørerne Stefan Fjeldmark, Kresten Vestbjerg Andersen og Thorbjørn Christoffersen har mildt sagt ikke valgt at gå på kompromis. På film er 'Terkel i knibe' endnu værre/bedre end på cd. Visualiseringen af figurerne sidder lige i øjet. Ikke mindst antihelten Terkel og hans ven Jason, der taler underligt og altid har et jernrør i lommen. Begge dele fordi Jason kommer fra Albertslund. Jason, der først kommer sig over sin kæresteallergi, da Johanna fra klassen viser sig i stand til at tage bladet fra munden: »Ta' og fuck a'/ du er for grim til mig/ og din mor hun er med på den værste«, synger skrappe Johanna, og så er Jason solgt til stanglakrids. 'Videoerne' til de indlagte sange sørger for en helt ny dimension i den ellers ret trofast genfortalte historie om, hvordan det gik til, at Fede Dorit splattede ud i skolegården, og hele klassen kom på gysertur i Degnemosen. Guide og fortæller er den overvintrede folkeskolehippie Arne, der på trods af pagehår og hønsestrik »er for cool!«. Arne gelejder publikum ind i en børneverden, hvor små drenge stjæler øl og ser 'Motorsavsmassakren' på video, mens deres stakkels artsfæller i Thailand må ernære sig ved at lege med tykke tyskere på sexferie. Har man nogensinde hørt noget lignende ...? Men det betyder ikke, at ganske almindelige børns overbeskyttede forældre ikke kan blive klogere på, hvordan deres børn ter sig og taler ude i den karske folkeskolevirkelighed. Beskrivelsen af, hvordan den mobbede Terkel giver aben videre, da chancen griber sig, er taget lige ud af skolejunglelovens ABC. Tonen i 'Terkel i knibe' vil givetvis vække anstød hos mange. Selv morede jeg mig kongeligt, men jeg er også hærdet hjemmefra, hvor den rå humor på 'Hva' Snakker Du Om' og 'Terkel i knibe' i årevis har været faste favoritter. Vil man bevare de mere lyserøde sider af sine børns uskyld, skal man nok finde en anden familiefilm til påskeferien. Men vil man bare have det hot og godt med skæg og snot, ja så er Arne & Anden ganske rigtigt næsten bare for cool.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her