Mødre og døtre og kvindefilm – og klokken er slået, hvis manuskriptet ikke er godt, og det er manuskriptet til Michael Lehmanns ’Because I Said So’ ikke. For det første titlen. Angiver replikken ikke et bestemt – beklageligvis udbredt – opdragelsesmønster, autoritært og fattigt på argumenter? Hvorfor må jeg ikke få dén is? Fordi jeg sagde det! Nå. Men sådan ubegavet autoritær er Diane Keaton slet ikke. Hun har rollen som den 59-årige moder Daphne Wilder. Hun er radmager og hysterisk og koket optaget af den ene opgave at få sin yngste datter godt gift, så datteren ikke skal lide hendes egen ensomme skæbne.
Derfor går hun i gang på internettet med at finde dates til Milly (Mandy Moore) og på den baggrund sende hende frelst ind i ægteskabet. De to andre døtre er gift, tror jeg nok. Forståelse og følsom bekymring Milly ender med to kandidater, den charmerende arkitekt Jason, som er mors opfindelse, og den søde og flotte guitarist John, som vi ved skal vinde, fordi han ikke er planlagt, han kom bare forbi. Til gengæld har han filmen igennem en fjollet hat på, som ville sende ham for evigt ud, hvis altså der ikke var tale om en film. Mens Jason (med rette, synes jeg) er opmærksom på, hvor meget og hvor ofte Milly griner og siger ’great’, er John meget mere tolerant og behagelig. Når Milly knuser et glas på gulvet, kan man være sikker på, at Jasons glas er meget fint og har tilhørt hans mormor, og derfor bliver han sur – mens de skårede tallerkener hos John ikke vækker andet end den største forståelse og følsom bekymring. John er med andre ord god, og han har også en rar far og en lille søn. Da Milly er kok, er der mange scener, hvor man enten taler om mad, smager på mad, eller hvor madvarer ryger på gulvet, sågar en enkelt scene, hvor Diane Keaton får en lagkage lige i synet – man kan ikke lade være med at synes fortjent. Tak til lille søn.
