At lave film om de gale er på én gang uhyre taknemmeligt og hundesvært. Idiots savants - de kloge idioter - griber så let om hjertet med deres alternative virkelighedsforestillinger. Men ofte står klichéen lige bag de kære fabulerende væsner og puster tungt i skyggerne. Gunnar Vikenes 'Himmelfald' er desværre ingen undtagelse. På det lille psykiatriske hospital Sollihögda bor de unge patienter Reidar (Kristoffer Joner) og Juni (Maria Bonnevie). Reidar har samlet hele sin livsangst i forestillingen om, at han hvert øjeblik kan få en meteor i hovedet. Men bliver han ved med at kaste sin tennisbold mod væggen, vil materien en dag åbne sig i et øjeblik af altings harmoni. Juni har et så traumatisk forhold til alle varme følelser, at hun kun tør flirte med Døden og slår på tæven, så snart man overskrider hendes sikkerhedszone på 85 centimeter. I de 'normales' verden er der foruden en løbsk burmeser og Reidars tykke, tossede mor også fantasten og spillefuglen Thomas (Endre Hellestveit), der lever som taxachauffør, småkriminel og trækkerdreng, mens han venter på svar om optagelse på politiskolen. Bindeleddet mellem de to verdener er den blide psykiater Johannes (Kim Bodnia), der hentæres af sin umulige kærlighed til Juni. Alle disse figurer bliver demonstrativt viklet ind i hinanden i en skæbnefortælling, der er mere spraglet og energisk end overbevisende. Gunnar Vikene blander to metaforer. På den ene side betragtes personerne astronomisk som himmellegemer, der fjerner sig fra hinanden og alligevel lige så godt kan ramme hinanden i bolden eller hjertet med fatale konsekvenser. På den anden side trækker plottet på den kaosteoretiske teori om sommerfuglens vingeslag, der handler om de små bitte handlingers store og uforudsigelige konsekvenser på langt sigt. Mønster eller kaos - puslespillet lægges omhyggeligt på plads, så alle brikker passer. Det må være derfor, filmen er blevet belønnet med Nordisk Råds manuskriptpris! Men som film virker hele herligheden grebet ud af den blå luft, inden den bastant er plantet i et norsk mikrokosmos. Tonen og spillet slingrer uforudsigeligt mellem det rørende, det alvorlige og folkekomedien. Maria Bonnevie bliver på overfladen af sin figur, mens Bodnia mere præcist underspiller den blide desperation i Johannes, og så er der mere liv i Endre Hellestveits ryggesløse taxachauffør end i shooting star Kristoffer Joner og hans tennisbold.