Den norske instruktør Harald Zwart fik med 'One Night at McCool's' en pudsig og overrumplende start på sit amerikanske eventyr. I sin anden film i USA er nordmanden imidlertid på ganske anden vis kommet i Hollywoodhænder. 'Agent Cody Banks' er en sommerspøg af den slags, der ikke levner instruktøren mange muligheder for at presse en kreativ skævert ind i konceptet. Det er en teenageparodi på James Bond-filmene, der først og fremmest skal slå mønt på tilstedeværelsen af de to unge tv-stjerner Frankie Muniz og Hilary Duff. Muniz hærger normalt i tv-serien 'Malcolm i midten', mens Duff er Lizzie McGuire i tv-serien af samme navn. Jeg kender ingen af serierne, og selv om Muniz har et ganske sjovt repertoire af ansigtsudtryk, er deres præstationer i 'Agent Cody Banks' ikke af en kaliber, der skærper appetitten på at uddybe bekendtskabet. Hilary Duff er decideret uinteressant som andet end vinduespynt for sultne drengeøjne. Cody Banks ligner alle andre kejtede teenagere fra forstaden i Seattle, men bag facaden er han en af CIA's superhemmelige teenageagenter. Cody er snarrådig på et skateboard og kvik på karaten, men desværre er den nørdede yngling dødelig genert konfronteret med det modsatte køn. Den færdighed har de glemt at optræne i CIA. Stil og selvsikkerhed er ellers lige præcis, hvad Cody får brug for, da han på en kostskole for de stinkende rige skal indynde sig hos den skønne, kloge og modne Natalie Connors. Natalie skal skaffe Cody adgang til Natalies far, der er videnskabsmanden Dr. Connors. En verdensfjern pionér inden for nanorobotteknologi, hvis mikroskopiske robotter slubrer metal som smørsovs. Hans sponsor er den fæle slyngel Brinkman, der har planer om at udnytte opfindelsen til at erobre og/eller ødelægge Amerika og/eller Kloden. Dr. No har ikke levet forgæves. I denne film er det Angie Harmon og hendes retroattributter, der skal løfte arven efter Ursula Andress'. Som parodi på 007 (og på 'XXX', som er en tatoveret og amerikansk 007-kopi) er filmen imidlertid en slap affære sammenlignet med den anderledes anarkistiske humor i 'Austin Powers'-filmene. Til gengæld er der næppe mange 10-15-årige, der ikke på et eller andet tidspunkt drømmer om at være en drabelig agent, der lammetæver skurke, kører i eddersmarte biler og til lands, til vands og i luften slipper godt fra buldrende eksplosioner, superskurke og stævnemøder med overdådige hunkønsvæsner. Det er denne oplagte dagdrømmeriske identifikationsmulighed, solidt lanceret af Zwart, der trods alt gør 'Agent Cody Banks' til passabel tidsfordriv i en ferieuge.