Intet under, tegneseriemarkedet skranter, når man kan få varen leveret uden så meget som at bladre selv: 'Batman', 'Spiderman', 'Daredevil' og nu denne skudsikre munk - alle nasser de på det trykte medie og mimer dets bedste drengestreger: trickfilmen har indhentet den tegnede fantasi. Den tibetanske munk er 'livvagt' for en hellig skriftrulle, der sikrer evig livskraft. Indviet dertil bliver han efter en skøn appetitvækker, en stavkamp mellem ham og hans lige så svævende forgænger og læremester på en hængebro over en kilometerdyb tibetansk bjergkløft. Året er 1943, og pludselig prøver en nazistisk officer at erobre rullen, en kugle rammer selve vor navnløse helt, men skudsikker undslipper han. I New York 60 år senere er han stadig looking younger than ever: Rullens kraft! Nazisten er derimod en olding i kørestol - men higer stadig efter magten, nu med sit isblonde barnebarn Nina som redskab! Munken selv søger sin afløser, der skal 'besejre en fjendehær under en flok af traner' (eller kraner, viser det sig, et ordspil på cranes). Kaldet og udvalgt hertil er den unge amerikanske lommetyv Kar, hvis navn er kantonesisk for Familie - sådan én mangler han. Holdet er sat: Chow Yun-Fat ('Tiger på spring...') er munken, Seann William Scott ('American Pie' m.fl.) er hans forbryderspire af en lærling, og Jaime King en sej sild med dobbeltliv samt sort bælte i både kampsport og kantonesisk. Som baggrund for deres pas de deux'er og -trois'er figurerer en ungdomsbande i metroen, en horde habitklædte mobiltelefongorillaer samt en flok tibetanermunke i en Chinatown-kælder i de velkoreograferede kampsportscener. Smæk for skillingen, som ingen kan forveksle med virkelighed - godt nok! Men med mere end skønhedspletter: Yun-Fats pluskæbede belæringer om skriftrullen & livet er dødens rullepølsesnak. At han et sted bruger to gemene pistoler (i stedet for åndsligevægt, håndkanter, modstanderens inerti osv.) er totalt stilløst faux pas. Og Jaime Kings babyface er så fejlcastet til (under)verdensdamens rolle, at det vækker slibrige mistanker mod den debuterende instruktør (kendt for bl.a. musikvideoen med Divas og 'Moulin Rouge'-hittet). Tilsammen fodfejl og gentagelser så gabende, at de ikke opvejes af Karel Roden, der ellers leverer nazisten Struker (alene navnet!) lige efter bogen: En grotesk levning fra 'Riders of the lost ark', med en torturkælder så klam som i en Biggles-bog!
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
DR-journalist i ny bog om sit andet hjemland: »Frankrig har forandret sig for altid«
-
Det er en af verdens smukkeste togstationer, men ikke mange ved, at du kan overnatte i bygningen
-
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Jeg har undervist i 66 forskellige klasser. Det er ikke mobilerne, der er problemet
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø