Vi har vænnet os til at samle summen af vores moderne privatliv i billeder, albummet eller videoreolen. Dét giver selvfølgelig den professionelle fremkalder af fotos og hjemmevideoer en nøgle til vores liv, men med dén mistænkeliggørelse, jobbet p.t. udsættes for i et par Hollywoodfilm, skulle man næsten tro, filmbyen havde en aftale med producenterne af digitalkameraer. Fotolaboratoriet spiller en rolle i den intelligente gyser 'Red Dragon', og nu er den gal igen i en ganske anderledes enkel film, som musikvideoinstruktøren Mark Romanek og Robin Williams i hovedrollen ikke desto mindre gør til en næsten lige så stærk og nærgående oplevelse: I discountbutikscenterets fotoshop fremkalder og kopierer Sy Parrish folks filmruller på en time, jævnfør titlen. Sy er en pertentlig, midaldrende ungkarl, lever stille og regelmæssigt, kører i en beskeden bil fra sit farveløse hjem til sit ydmyge arbejde og er så selvudslettende, at han trækker selv maven og røven til sig - på én gang og konstant. »Tag Dem endelig ikke af mig«, siger hele den trippende kropsholdning i Robin Williams' mesterlige karakterstudie. Det halve, underligt påtagne tantesmil, der gør ham utilsigtet uoprigtig i andre roller, er i dén grad velanbragt her. Har han da slet ingen lidenskab, ud over den flue-kneppende arbejdsomhu, der gør ham lige irriterende for assistenten og chefen (Gary 'Stemmen i natten' Cole)? Jovist, han samler på familiefotos. Altså ikke af sin egen familie, men af familien Yorkin. Lige siden dét ægtepar fik deres søn for ni år siden, har de fået deres fotos fremkaldt i centeret - hvor Sy har sikret sig et ekstra sæt, som han efterhånden har tapetseret en hel væg med i sit hjem. For mr. Parrish er Yorkins familie hellig, og han fantaserer selvfølgelig om selv at være del af den: onkel Sy. Både sønnen og moren - en varm, stilfærdig og behageligt fattet Connie Nielsen - reagerer venligt neutralt på Sy Parrishs særbehandling og tilnærmelser: smågaver til drengen, tilfældige møder i cafeteriet. Hvorimod den travle, rent ud sagt forsømmelige familiefar fra starten nærer en uforklaret - men sund? - skepsis. Har fotoekspedienten rent mel i posen? På den anden side: Har mr. Yorkin selv? Måske ingen af dem? Fil-men begynder jo med en politiafhøring, der blev til det lange flash back, som via hele hovedhandlingen atter når frem til afhøringen. Denne velkendte, men højeffektive rammekomposition skaber vores nagende frygt og forventning om unævnelige ugerninger, forøvet i den gode hensigts misbrugte navn. Savner man en baggrund for mr. Yorkins adfærd, er forklaringen på Sys neuroser til gengæld lige efter psykologibogen, næsten for enkel. På den anden side: desto tydeligere står filmen, i en tid med tiltagende singleliv og billedsurrogater for mellemmenneskelig kontakt, og provokerer til diskussion om sit dobbeltbudskab: Har du en familie, så skøn derpå! Og har du ingen, så skynd dig at få! I hvert fald: Get a life!