Åbningen er elegant uden at blive sødladen: Efter koncerten spiser orkestrets bestyrelse sammen og taler om en forsvunden fløjtenist - der nu også spillede græsseligt falsk - alt imens de lovpriser den delikate appetitvækker: en mundsmag ukendt kød, men minder det ikke lidt om kylling? Souperens belevne vært er bestyrelsesmedlem dr. Hannibal Lecter. Anthony Hopkins er med glitrende galskab tilbage i rollen med denne tredje ombæring fra the Cannibal's køkken; men egentlig er den netop forretten, for den bygger på Thomas Harris' første roman om den højkultiverede menneskeæder. Altså en prequel, som Michael Mann allerede i 1986 instruerede til den glimrende gyser 'Manhunter' - bare uden Hopkins, der først brød 'The Silence of the Lambs' (Ondskabens øjne) i 1991 med Jonathan Demme som instruktør. Efter Ridley Scotts mislykkede toer 'Hannibal' fra 2001 kunne man af 'Rush Hour'-instruktøren Brett Ratners forsøg vente det værste, men man får det bedste. Måske også fordi 1991-manusforfatteren Ted Tally er med igen, for plot og persontegning når igen helt ned i psykens underetager. Det gælder både den massemorder, Hannibal skal hjælpe med at finde frem til, og den pensionerede FBI-opdager, han skal hjælpe. Før Clarice Starling kom ind i korpset, trak Will Graham sig nemlig tilbage fra tjenesten. Med ar på sjælen og i maveskindet, efter et næsten dødbringende møde med dr. Lecter efter koncerttid. Feinschmeckeren røg i fængselskælderen - vi genser også den klamt magtliderlige fængselspsykolog dr. Chilton (Anthony Heald), alias den ven, Hannibal skulle have til middag med étterens guddommelige slutreplik - og den unge opdager flyttede til Florida med familien. Men en ny massemorder er på banen, FBI's mordchef (Harvey Keitel) appellerer til Graham, og han igen til Lecter, og de to, der hader og beundrer hinanden, må atter samarbejde. Den ny massemorder udfører ved fuldmåne sine blodige ritualer på hele, tilsyneladende tilfældigt udvalgte familier - af bidemærkerne kommer mediernes kælenavn: 'Tandfeen'. Alias den stilfærdige, forpinte Francis Dolarhyde, skizofren frugt af en hjerteløst rankrygget bedstemoderlig opdragelse. Med flammende dyreblik og følsomt hareskår brænder Ralph Fiennes ('Den engelske patient') denne figur ind på lærredet, bøddel og offer i ét. For da fuldførelsen af hans 'mission' i rollen som den røde drage (en straffende dæmonskikkelse fra William Blakes 'Songs of Innocence' fra 1789) også truer den uskyldsrene, blinde pige Reba (Emily Watson), må han kæmpe imod sig selv. (Over for en livsfarlig bladsmører har han derimod ingen hæmninger - dén figur må blive pensum på journalistuddannelserne!) At vi - men ikke FBI! - så tidligt i filmen møder massemorderen, er nødvendigt for et mesterplot, der endevender den gamle sandhed om vort fælles kriminelle potentiale: afsløre forbryderen kan lovens håndhæver kun ved at tænke ligesom uhyret. Angst, men tapper, empatisk indtil det clairvoyante, spilles Graham suverænt af Edward Norton, med en tør målbevidsthed, der krydser 'Fight Club's fortæller med 'Rejseholdets' Lars Brygmann. Men når han at standse morderen? Når den blinde pige det? Når Hannibal at få ram på Grahams familie via massemorderen? Alle muligheder holdes åbne til det sidste billede, en voldsom afslutning, og dog lige så elegant som optakten.