Der er en del parforhold af forskellig status og mindst to generationer blandet ind i handlingen i instruktøren Gabriele Muccinos livlige og virkningsfulde hverdagskomedie 'Sidste kys'. Den handler, som titlen antyder, om opbrud og afskeder. Om den tvivl og usikkerhed, der sætter ind, når kærligheden og forelskelsen stilles på prøve. Altså, i længden. Når den individuelle frihed erstattes af faste former og krav om ansvar. Når børn kommer ind i billedet. Eller, for den ældre generation, når lang tids vanemæssigt samliv munder ud i en trædemølle af bitterhed og gensidige bebrejdelser om et liv, der gik til spilde. I 'Sidste kys' ser vi med al ønskelig tydelighed det deprimerende resultat. En tilværelse stykket sammen af diverse skænderier, scener og affærer. Det lyder traurigt. Men uden at miste en meget afgørende snert af hverdagens alvor og smerte er det faktisk sådan, at Muccinos film i lange perioder ligefrem perler af et kvikt og smittende overskud (og samtidig med sit emne og sin tone bringer en mindre række aktuelle danske filmsucceser i erindring). Der er tryk på historien i 'Sidste kys', som i en springende klipning fortælles uden mange rolige øjeblikke, men tempoet overtager sjældent magten, og tilbage står indtrykket af en film, der samler sig om noget væsentligt og fortæller det på en vedkommende måde. Persongalleriet er talstærkt, men først og fremmest følger vi parret Carlo (Stefano Accorsi) og Giulia (Giovanna Mezzogiorno), der begge er i omegnen af 30 år. De venter nu deres første barn, og en forandring truer deres hidtil så uforpligtende og ungdommelige lykke. Mest mærket af de uklare fremtidsudsigter er Carlo, der under påvirkning fra de jævnaldrende venner Paolo, Adriano og Alberto - som alle står midt i mere eller mindre desperate livskriser - efterhånden har svært ved at forlige sig med rollen som familiefar. Derfor griber han nærmest ved en tilfældighed lejligheden og indleder en affære med den mere end ti år yngre Francesca. Samtidig køres et andet opgør i stilling i den ældre generation - nemlig mellem Giulias forældre, Anna (Stefania Sandrelli) og Emilio (Luigi Diberti). Her er det den umiddelbare og livskraftige Anna, der føler alderen tynge i et langt, men utilfredsstillende ægteskab med den indesluttede og sarkastiske Emilio. Anna beslutter sig for at forlade ægtemanden. Det er ikke første gang, forstår vi, mens vi følger hendes fortvivlede sidespring, der bl.a. fører hende tilbage til ekselskeren Antoine. Her må hun dog også bittert erkende, at tiden er gået, løbet kørt. Antoine er nu sammen med en anden, og parret har for et år siden fået et barn. Det er klart, at disse to historier - den ældre og den yngre generations - som begge handler om længsler og livsforventninger, belyser hinanden. Men det er dog heldigvis aldrig den belærende og moralske pegefinger, Gabriele Muccino lufter. Hans film har visse steder en tendens til at sprede sig for meget, men samtidig er det netop instruktørens lille kunststykke, at det bittersøde og det galgenhumoristiske lykkes så fint i 'Sidste kys'. Sandheden er aldrig ensidig. Der er altid en anden måde at se tingene på og blive kloge af skade og af kærlighed. Dertil er det naturligvis også en stor hjælp, at der i filmens vigtigste roller spilles så legende ubesværet og villigt. Stærkest dog af Stefania Sandrelli som Anna - her findes tilløb til en tyngde og en udstråling, der næsten hører hjemme i et langt mere voldsomt og hudløst kvindeportræt.